De 196 ark lægger sig ovenpå hinanden med den blanke bagside i vejret. Om lidt vender jeg stakken og ser mit forsidefoto på tryk. Et foto, som jeg har haft stor fornøjelse af at bøvle med:
Her er Phuong, en antik vietnamesisk kvindebuste, der har fulgt mig i årevis. Nu har hun fået selskab af en Zippo-lighter, som jeg fået lavet i én kopi med det logo, som den infame amerikanske specialenhed Tiger Force bar på deres uniformer under Vietnamkrigen. Foran Phuong ligger en original Ka-Bar kniv, som har tilhørt en af soldaterne i Tiger Force. Jeg har photoshoppet kniven ind.
Både lighteren og kniven spiller hovedroller i mit nye univers.
Jeg har fået skrevet den thriller! Den har endda en titel: ”Hævnen fra Hanoi”. Det som kunne have været COVID-isolationens sorte hul, blev i stedet et kreativt kaos, hvor mine sammenskrabede livserfaringer og min fantasi fik deres helt eget liv.
Før COVID-19 stod det skidt til med min thriller. I flere år har jeg haft en myrdet dansk ambassadør liggende i min skrivebordsskuffe. Med et gennemboret venstre øje og en terminal hjernelæsion uden udsigt til at komme videre til sin egen begravelse, endsige til en opklaring af hvem der står bag likvideringen af ham. På side 5 satte min skriveblokering en stopper for yderligere fremskridt.
Så smuttede COVID-19 ind under døren og gjorde mig selskab i min hjemmekarantæne. Måske var det på min COVID-Aften nr. 2, at jeg ikke tændte for Netflix. I stedet hev jeg den døde ambassadør op af skuffen. De ledige, stille stunder i de følgende uger fik mig til tasterne. Jeg kom vidt omkring på rejsen med det persongalleri, der myldrede ind ad døren. Jeg har følt mig som en pilot i en ny Boeing Dreamliner, hvor computerprogrammer klarer det hele.
Jeg har siddet der i mit personlige cockpit, og skuet udover min egen hukommelse, som om den var en planet: Hiens 95-årige, etbenede bedstefars beretninger fra franskmændenes endeligt ved slaget i Dien Bien Phu. Min ungdoms første odyssé gennem det ødelagte Vietnam efter den sidste store krig. Mange års daglige iagttagelser af Udenrigstjenestens begavede, til tider noget aparte kolleger. Mit Tsunami-traume fra Phuket. Alt sammen tilsat et festspil af ideer til, hvordan det hele kunne bo i et fiktivt, morderisk univers. Jeg sad deroppe og så ned på det hele, mens tastaturet opførte sig som et selvspillende klaver.
Jeg har haft nogle fantastiske sparringspartnere under hele turen. I ved selv, hvem I er. Det ville være en grov underdrivelse at sige tak for jeres hjælp.
COVID-19 er jo klodens kollektive forbandelse. Men ret skal være ret: Den virus gav mig det skub, som jeg har savnet længe. Lad mig ikke holde nogen hen i unødig spænding: Min myrdede ambassadør blev bisat undervejs allerede i kapitel 7 ved en smuk, omend noget ensom højtidelighed i Gentofte kirke. Hans kolleger blev væk, men UMs medarbejderforening sendte da en krans…..
thomasbopedersen 