DE UTILSTRÆKKELIGE

Manchet

DEL 1

Phuket, 30. december 2004

Jeg er flygtet ind på lufthavns-toilettet. Tårerne kommer pludseligt væltende og der er ikke nogen selvkontrol tilbage. Sidder der og tuder færdig, mens hundredvis af overlevende ude i afgangshallen står i kø for endelig at komme hjem. Alt er kaos i den normalt så velorganiserede, lille lufthavn på Phuket – Thailands berømte ferie-paradis. Dagen før var jeg blev ringet op af min ambassadør hjemme  i Hanoi.

”De har ringet  fra Asiatisk Plads. Du er udpeget til det forstærknings-hold, som ambassaderne herude skal stille med i morgen på Phuket.”

Siden da har jeg ikke været i seng. Men det er småting i forhold til de mange, mange mennesker, der står, sidder eller ligger i og udenfor afgangshallen – mange har kun det tøj, de har på, andre har fået sig et tæppe. Dagen igennem har jeg hørt brudstykker af, hvad de overlevende har været igennem. Nogle græder, når de fortæller – andre ser bare ud i luften, og hvisker næsten uhørligt. Børne-familier, bedstemødre og buschauffører transmitterer ubærlige snapshots af det, der må have været en oplevelse af den yderste dag i Khao Lak, Krabi, Phang-Nga, Phi-Phi og Patong – og det er bare en enkel ø i de ødelæggelser, der efter sigende har ramt 5 tidszoner.

Så, nej det er ikke synd for os, der er her for at gøre et stykke arbejde. Men efter bare 1.5 døgn her må jeg erkende, at jeg ikke kan rumme Tsunamien og dens ofre. Jeg tænker, at jeg som udsendt diplomat repræsenterer en omvandrende utilstrækkelighed i katastrofe-håndtering.

Ja, mine kolleger og jeg kan hjælpe til her og der helt konkret, men vi mangler de professionelle redskaber, der virkelig er brug for her på Phuket.

Uden katastrofe-erfaring

Ingen af os fra UM’s Phuket-team har nogen konkret erfaring fra store katastrofer, udover at producere aktstykker til Finansudvalget, når der skal bevilges penge til Røde Kors. Vi ved intet om, hvordan man yder psykologisk førstehjælp, som synes at være det, der allermest er brug for her i afgangshallen, hvor ’traumatiseret’ er århundredets underdrivelse.

Young Swedish child whose mother is missing after tsunami disaster is cared for at hospital in ...

1-årige Hannes Bergman er havnet på Phuket Hospital. Hans forældre er forsvundet. Foto: Reuter.

Sammen med et par svenske ambassade-medarbejdere har jeg i de sidste mange timer delt et bord og nogle plasticstole i det, der plejer at være den velordnede internationale lufthavn på den thailandske ferie-ø Phuket. Lige nu er situationen fortsat kaotisk – mere end fire døgn efter Tsunamien raserede kysten.

Vi er i gang med at prioritere de passagerer, der skal om bord på de længe ventede, special-chartrede fly, der skal bringe vores nødstedte landsmænd hjem til Skandinavien. Flyene har ladet vente på sig i adskillige døgn. Blandt diplomaterne svirrer rygterne om, at den svenske statsminister har talt med store bogstaver til SAS, fordi de ikke vil flyve uden absolut sikkerhed for, hvem der skulle betale regningen.

Andre har derimod hørt, at SAS har stillet flyene gratis til rådighed, men at det er myndighederne hjemme i Skandinavien, der har været alt for længe om at komme i gang.

Nu her på årets næstsidste dag nærmer de første seks af 13 fly sig endelig Phuket, fire døgn efter Tsunamien havde smadret kystområderne i store dele af Sydøst Asien. Min kollega Steen Hommel fra ambassaden i Kuala Lumpur har en solid officersuddannelse i bagagen, og den kommer os til nytte, da han med en tuschpen, papir og militær systematik får dannet sig et foreløbigt overblik over situationen i lufthavnen.

Han får ikke alene bragt orden i de modstridende oplysninger om flyenes ankomst og afgange. Steen får også klistret skilte op på betonsøjlerne med pile hen til det interimistiske danske check-in bord. Til sidst klipser han et skilt på min brystlomme med ’Danish Embassy’.

Køen vokser

Køen af landsmænd uden pas og papirer vokser. Med et absurd skær af lufthavns-normalitet tager vi familier med småbørn først. Identifikationen er simpel. På basis af nogle ordvekslinger på dansk, skriver jeg navn og hjemme-adresse ned og bekræfter overfor en Thailandsk politimand, at de er danske statsborgere.

Pludselig er en stor kleppert fremme i køen.

”We would like you to give priority to this passenger,” siger en ledsager og rækker et svensk pas over disken .

”Vi giver prioritet til alle,” bryder jeg ind i spontan irritation.

”Men vi tager dem, som har børn først!”

Min svenske kollega trækker mig til side og hvisker: ”Jeg ved hvem det er. Vores præst er kommet med ham. Han har mistet hele sin familie, kone og tre små børn. Vi må have ham hjem nu inden han tager livet af sig selv. ” Jeg får næppe fremstammet et ’forlät’.

Lidt senere hører jeg, hvad den stakkels mand har været igennem: Han og familien var på vej ned på stranden i Khao Lak, da hans kone opdagede at hun havde glemt solcremen. Han løb tilbage til hotelværelset for at hente den og stod på 3. sal, da den første 4 meter høje bølge ramte stranden med flere hundrede kilometer i timen. Mødet med denne ultimative tragedie er den dråbe, der får mit bæger til at flyde over første gang under de 10 døgn på Phuket.

Image: LULO

Børn leder efter deres forældre og søskende, forældre leder efter deres børn. Fortvivlelsen vokser, som dagene går.

De glade og de vrede

Jeg kommer op at stå og ud af toilet-stanken igen – møver mig så høfligt som muligt gennem de udmattede ventende tilbage til bordet. Tålmodigheden er der stadig hos de fleste. Der falder også venlige ord fra nogle af de mange, som vi får lempet igennem ud til de ventende fly. En ung kvinde falder mig ligefrem om halsen.

”Hvor er jeg glad for, at I her. Jeg har ikke sovet, siden det skete – jeg har forsøgt at hjælpe hvor jeg kunne. Men der var så mange. Nu vil jeg bare hjem.”

Der er også folk, der er vrede.

”Hvor fanden har I været? Hvorfor er Udenrigsministeriet her først nu? Har I allesammen været på juleferie?”

Jeg opgiver at forklare, at kollegerne fra ambassaden i Bangkok har været her fra dag 1 og kæmpet med at komme i kontakt med de mere end 500 danskere, der er rapporteret forsvundet på Phuket. En umulig opgave. I køen er også et par danske stofmisbrugere, der har mistet deres metadon. De ryster begge helt ukontrollabelt. Jeg henviser dem til lufthavnens midlertidige lægeklinik, hvor de måske kan få noget beroligende at flyve hjem på.

De forurettede

Pludseligt bryder højrøstede stemmer igennem. ”Hvad helvede er det for noget rod, at vi er strandet her. Det er kraftedeme ikke sådan en behandling, vi har betalt for. Jeg gider ikke køre i bus hele natten!” En større gruppe danskere, mænd, står samlet i en klynge.

Jeg ser til min undren, at de vist alle sammen har plomberede taxfree poser med cigaretter og spiritus. I de næste minutter går det op for mig, at de overlevende i Phuket lufthavn har fået selskab af et hold gæster, der har fløjet hele dagen hjemmefra. Det er charter-rejsende, som er sendt hertil af et rejsebureau, Tyrkiet-Eksperten.

Jeg forstår, at gruppen for længe siden har købt en nytårs-ferie til Phuket og er alle er taget afsted efter, at bureauet har forsikret dem om, at de ikke vil blive berørt af Tsunamien. Nu viser det sig så, at de er blevet omdirigeret til et hotel i Pattaya, 1.000 kilometer mod nord. En 13-15 timers bustur venter forude.

Den ene af mine svenske kolleger har andre problemer at slås med. Han passer den telefon, der besvarer opkald fra pårørende hjemme i Sverige, som er desperate for at få deres overlevende hjem.

”Fanden tage de journalister”, siger han og viser mig en fax-kopi af en artikel i Aftonbladet. Informationschefen fra Fritidsresor er citeret for, at folk ligger og dør i lufthavnen, mens de venter på flyene. Artiklen har skabt panik i Sverige.

Det er godt stykke ud på aftenen, da det sidste fly i dag er sendt afsted den dag. Flere skal være på vej og lander i morgen. Steen og jeg finder en taxa udenfor og kører mod Phuket by.

EndeligNoterPearlED-02

Denne beretning bygger hovedsageligt på de noter, som jeg tog under de 10 døgn på Phuket.

Krisecenter, nødkontor og bordel

Det er midnat, da vi er fremme ved Pearl Hotel, hvor Bangkok-ambassaden har opslået nødhjælpskontor i hotellets ’beauty-salon’.   Der er stadig lys på kontoret. Hotellet er tydeligvis ikke af den slags, hvor man normalt har sin kone med. På første sal ligger et bordel, som arbejder ufortrødent videre. På en etage længere oppe har en norsk præst fået organiseret nogle værelser, hvor han og et lille team af frivillige yder psykisk førstehjælp til overlevende.

På de øvrige etager bor det danske nødhjælps-team: Politifolk, retsmedicinere, og SOS-læger – og så os fra Udenrigstjenesten, der er sendt hertil for at hjælpe de nødstedte danskere med at få nye papirer, koordinere med myndighederne og formidle kontakt til pårørende og tage os af det enorme antal henvendelser fra offentligheden.

 

DEL 2

Tsunami 119

Ambassadør Ulrik Helweg-Larsen besøger det ødelagte Mukdara Beach Resort. Han tog skraldet for både fejl og forsinkelser i Udenrigsministeriets håndtering af katastrofen.

På det lille overfyldte danske nødhjælpskontor sidder Danmarks Thailand-ambassadør Ulrik Helweg-Larsen og lader op med en kop sort kaffe. ”Ulrik har næsten ikke sovet siden vi kom herned for fire dage siden.” siger ambassadørens kone, der har knoklet her som frivillig.

Hun kigger bekymret på sin mand, mens han ryger, drikker kaffe og taler i telefon. Hans øjne hænger tungt i et ansigt og en kulør, der antyder at blodtrykket er mere end oppe at ringe.

Ulrik kigger knap op, da han siger til mig: ”Du er jo både tidligere ministersekretær og gammel journalist. Jeg hører hjemmefra, at du tager dig af pressen fra nu af,” siger han.

Ambassadøren har sammen med en konsul, en ambassadesekretær og sin hustru taget den første, hårde tørn efter katastrofen. Også den danske sømandspræst fra Singapore samt det dansk narkopolitis mand i Bangkok er kommet til nogle dage før Steen og jeg.

Præsten fortæller med et skævt grin, at han har haft nytte af betjenten: ”Jeg havde en ulykkelig mand siddende inde i restauranten, som fortalte, at han havde mistet hele sin familie. Nu ville han også godt høre, om vi kunne hjælpe ham med papirer og penge til at rejse hjem for. Jeg fik selvsagt virkelig ondt af ham.”

Narko-Betjenten var kommet forbi og havde på stedet genkendt den ulykkelige som en af plattenslagerne oppe fra det berygtede South Pattaya, hvis naturskønne bugt har været hjemsted for Sydøst Asiens største friluftsbordel siden det blev etableret som en R&R-helle for amerikanske soldater på orlov fra krigen i Vietnam. I vore dage har adskillige tusinde vestlige mænd slået sig ned i de lurvede småhoteller, der ligger som baser blandt bordeller og barer.

”I skal virkelig være påpasselige med dem, der kommer her. Katastrofen har ikke kun trukket masser af frivillige hertil. Det er ikke alle, der er kommet for at hjælpe,” fortæller betjenten.

pearl-hotel

Det lurvede Pearl Hotel, hvor det danske nødhjælpskontor havde til huse.

Storm på Asiatisk Plads

“Hallo.” det er Ambassadørens telefon der ringer. “Asiatisk Plads vil tale med mig,” siger han og går ind i det lille mødelokale ved siden af og lukker døren bag sig.

Da ambassadøren kommer ud, er hans normalt rødmossede ansigt gråblegt.
Han forlader kontoret uden et ord. Vi kigger på hinanden og kan godt regne ud, hvilken vægtklasse der har været i telefonen.

Selvom vi er langt væk, er vi helt på det rene med, at Udenrigsministeriet er ude i et gevaldigt stormvejr på grund af den måde, som offentligheden opfatter ministeriets håndtering. Snesevis af pårørende og overlevende er blevet citeret for, at vi bare ikke var der, hvor vi skulle være.

DKAmbassador

Ulrik Helweg-Larsen under et besøg i det midlertidige lighus i Khao Lak. Han var blandt de første danskere på stedet efter Tsunamien ramte Phuket.

På Phuket hører vi om et længere indslag i TV-Avisen hjemme fra: Den bærende historie er en yngre dansk kvinde – Julie K. – der fortæller om, hvordan hun og kæresten og alle de øvrige ofre var overladt til at redde sig selv igennem de første fire dage efter bølgerne skyllede ind. Hun fortæller, hvordan parret sammen med andre frivillige knoklede i døgndrift for at hjælpe andre ofre. Vi så aldrig Udenrigsministeriets folk, siger hun.

Det gjorde hun dog på sidste-dagen – Det er den samme ‘Julie’, som gav mig et ordentligt kram i lufthavnens afgangshal.

Udenrigsminister Elling

Men Julie er langt fra den eneste. En af dem er journalisten Øyvind Hesselager, der fortæller i Information om, hvordan han på et hængende hår slap med livet i behold sammen med sin kone og to små børn. Han fortæller også, hvordan hans søster desperat og forgæves forsøger at få hjælp i Udenrigsministeriet til at finde ham, og hvordan han selv uden held forsøger at få kontakt med de udsendte på Phuket. Da det endelig lykkes, får han angiveligt udleveret ubrugelige nødpas af ambassadens konsul, og må hjælpes hjem af et rejsebureau, som han ikke er kunde hos. Han udnævner med bidende sarkasme Star Tour’s Stig Elling til Danmarks reelle udenrigsminister, den der påtager sig opgaven at komme de nødstedte til undsætning.

Mens de nordiske udenrigsministerier bøvler med at luftbroen på plads, har Star Tours tre fly på vej til Phuket allerede den 28. december.

kORT

Nytårs morgen mener en af presse-korpsets mest ihærdige journalister, TV2’s Bangkok-korrespondent Michael Rastrup Smith at kunne kaste lys over ambassadørens telefonsamtale med UM.

Rastrup Smith nåede som den første danske journalist frem til det værst ramte katastrofe-område i Khao Lak den 27. december sammen med ambassadøren.  Begge blev dybt rystede over mødet med de enorme ødeklæggelser og hundredevis af lig  – ambassadøren så voldsomt, at han begynder at græde, da Røde Kors-journalisten Lasse Nørgaard ringer ham op fra Bangkok for at få en situations-rapport.

Rastrup Smith har siden da rapporteret dag og nat fra Phuket. Han er dybt personligt berørt – og bliver som dagene går  vred over, at han ikke kan få nogle klare svar på, hvad Danmark har tænkt sig at gøre for at få sat en effektiv indsats igang i det massive omfang, der er brug for.   Han har i de seneste dage spurgt intenst til, hvorfor det trækker ud med at få evakueret de overlevende og sårede.  Han har flere gange spurgt Helweg-Larsen, hvorfor han ikke kan komme i kontakt med Udenrigsministeriets øverste ledelse.  Han har ikke fået noget svar.

Så griber Rastrup Smith fat i mig på gaden, morgenen efter ambassadørens samtale med Asiatisk Plads.

“Nu bliver der nok sparket nedad. Jeg hører, at ambassadøren er tæt på en hjemkaldelse. Friis er åbenbart kommet fra juleferie,” siger Rastrup Smith.

Friis Arne Petersen er Udenrigsministeriets direktør.

“Kom nu”, siger Rastrup Smith.

”Jeg ved, at Friis har ringet til Ulrik – efter fem dage! Nu får Ulrik skylden for alt det, der er gået galt. Men jeg ved godt, at Ulrik faktisk forsøgte forleden at få ændret instruksen om, at I ikke må sende folk hjem på Statens regning.  Samme instruks som da danskere blev evakueret fra Den Himmelske Freds Plads i 1989,” siger Rastrup Smith.

Mirs-Tsunami-Khao-Lak

TV2’s mand i Bangkok Michael Rastrup Smith når som den første danske journalist frem til katastrofe-området i Khao Lak. Han forsøger uden held at få Udenrigsministeriets ledelse i tale og har siden da forfulgt sagen uden at kunne få en for ham tilfredsstillende forkaring på, hvad der skete i Udenrigsministeriets ledelse i de første dage efter katastrofen.

Sagen har allerede været fremme i TVA.  Nogle dage forinden var vi blevet opsøgt på kontoret af en ung mand (SBH) og hans kæreste. De havde været på ferie i Thailand uden rejse-forsikring – den unge fyr var i et veritabelt psykisk sammenbrud. I første omgang mente ambassadøren sig tvunget til at sige nej til at sende dem ‘hjem på konsulatets regning’, hvilket UM’s instruks da også udtrykkeligt forbyder efter ordre fra Finansministeriet. Der SKAL stilles sikkerhed hjemme i Danmark, før ambassader må lægge ud for udgifter til nødstedte borgere.

Ambassadøren tager skraldet

Ambassadøren fører en del samtaler bag lukkede døre om sagen, og medarbejderne på nødhjælps-kontoret bliver ikke indviet heri.

Hvad der egentlig foregår, bliver først delvist kendt mange uger senere – i Information den 16. februar 2005. Journalist Ulrik Dahlin har fået adgang til et internt notat fra Udenrigsministeriet fra den 29. december, hvori det fastslås, at overlevende uden rejseforsikring selv skal betale for deres hjemrejse. Der sker efter, at Statsministerens udenrigspolitiske rådgiver Micahel Zilmer-Johns har bedt Udenrigsministeriet om at redegøre for forløbet indtil da.

Men da TVA interviewer SBH og hans kæreste på gaden den 30. december, ændrer Udenrigsministeriet signaler under indtryk af situationen, som det hedder. Thailand-ambassadøren bliver forståeligt nok vred over at se det udlagt sådan, at han har misforstået reglerne, og nu er blevet korrigeret af Asiatisk Plads.

Som han ser det, har UM med forsinkelse bøjet sig for situationens alvor. Men med klassisk UM-korpsånd bider han tænderne sammen, tager skraldet og giver en offentlig undskyldning til det unge par.

Flere journalister undrer sig over, at direktøren er usynlig i Tsunamiens første 5 dage. Så de spørger os, hvor han er.  Vi ved det heller ikke. Direktøren kommunikerer i det daglige fra sit kontor på Udenrigsministeriets 6. sal via en kreds af såkaldte søjle-chefer, så vi almindelige medarbejdere har ingen særlig indsigt i hans arbejdsdag.

Hvad enten det nu er rimeligt eller ej, giver den manglende synlighed næring til forlydenderne om, at UM’s direktør har foretaget en eklatant fejlvurdering af situationen. Han har – hævdes det – overladt det til Udenrigsministeriets Sydgruppe og Borgerservice at håndtere sagen. Dette bestrider Direktøren senere med den forklaring, at han fulgte forløbet tæt fra sin hjemme-arbejdsstation.

Inde på Asiatisk Plads arbejder Borgerservice ved telefonerne til de segner. Sydgruppens øverste chef Carsten Staur har ferie i de første dage, og derfor ligger Sydgruppens operative ledelsesansvar for tilrettelæggelsen af UM’s indsats længere nede i systemet, hos den bilaterale chef, Ib Petersen.

Det er umuligt at holde inden døre ret længe, fordi det er afdelingschefen, der sidder for bordenden og forhandler aftaler på plads med Rigshospitalet og andre institutioner, der bidrager med personel.

Flere journalister jagter historien om den usynlige topledelse, og vi menige soldater går i ét med tapetet, når vi bliver konfronteret med rygterne. Vi skal ikke have noget klinket i opgøret mellem medierne og UM’s ledelse.

Det varer da heller ikke så længe, før den egentlige udenrigsminister Per Stig Møller skærer igennem og beklager, hvad han betegner som dårlig kommunikation til offentligheden fra sit ministeriums side.

 DEL 3

MINOLTA DIGITAL CAMERA

Psykiatrisk sygeplejerske Songklod Amtorp og psykolog Mette Skovgaard Christensen får sig et tiltrængt hvil under eftersøgningen af traumatiserede overlevende.

31. December 2004

Så dukker flere nye ansigter op på koordinerings-mødet den 31. december. Det er Rigshospitalets hold af psykiatere og psykologer, der endelig er nået frem – efter vi har sendt 13 fly hjem med mennesker, der havde brug for deres hjælp.

På det tidspunkt ved vi endnu ikke, at der også er psykiatere og psykologer om bord på flyene tilbage til Danmark. De er fløjet med ned og returnerer samme dag med de overlevende. Et nyt hold fra Rigshospitalet står klar i Kastrup til at tage over.

På Phuket skal deres kolleger koncentrere sig om dem, der er for hårdt sårede til at blive flyttet og de pårørende, som i stigende grad synes at komme til Phuket for at lede efter savnede familiemedlemmer.

I starten er vi noget forbeholdne. Rigshospitalets team er kommet for sent. Det tager 10 timer at flyve til Phuket fra København. Hvorfor har det så taget dem 5 døgn?

På det tidspunkt vi ved heller ikke på Phuket, at chefen for Rigshospitalets kriseberedskab, Jakob Trier Møller efter at have hørt Radioavisen allerede den 27. december har slået alarm til chefen for den psykiatriske klinik Anne Lindhardt, der kommer til at spille en central rolle i de kommende dages hektiske forberedelser sammen med Udenrigsministeriets folk.

Anne Lindhardt kæmper en ihærdig kamp for at få sine folk afsted. ”De bureaukratiske forhindringer må kunne ryddes ad vejen, vi skal afsted nu,” siger hun til sin modpart i UM, afdelingschef Ib Petersen.

Men hun må modstræbende erkende, at UM skal have sikret sig hjemmel til at finansiere de meget store udgifter, som alle kan se bliver nødvendigt. Det tager også mange timer at få logistik inklusive særfly på plads.

Andres-Fink-Jensen600

Psykiater Anders Fink-Jensen stod i spidsen for Rigshopsitalets udsendte kriseteam.

Anne Lindhardt kortslutter også hierarkiet på Rigshospitalet og insisterer på, at det er en af de yngre psykiatere, der skal lede operationen. Hun peger på Anders Fink-Jensen.

På det første møde på Phuket skiller han sig markant ud i flokken af traume-specialister, ikke bare på grund af sin kraftige røde manke og en muskulatur som en elite-diskoskaster, men også den farvestrålende, stribede skjorte, der får ham til at se ud, som om han er fløjet ind fra karnevallet i Rio.

Men vi finder hurtigt ud af, at Fink-Jensen og hans kolleger har lige præcis det, vi har manglet. Psykiaterne og psykologer er kommet med stærk kompetence og friske kræfter. De synes at have antennerne ude i alle retninger, både når det gælder de tilbageblevne ofre der stadig er indlagt på de lokale hospitaler, de pårørende – og så det noget nedslidte personel. Fink-Jensen ser det også som sin opgave at holde øje med de tidligt udsendte og få dem hjem, der ikke vurderes at kunne holde til det meget længere.

For de daglige oplevelser slider på os alle. En dag er det Steen Hommel, der låner sin laptop ud til en far, der er kommet til Phuket for at finde sin datter. Nogle få minutter efter er datteren fundet – i form af et foto af hendes døde, forslåede ansigt. Steen må på stedet yde en slags førstehjælp til den dybt chokerede far.

En aften er det en af mine egne danske bekendte fra Malaysia, som er i røret. Han har set mig citeret i de danske medier og undskylder meget, inden han trygler mig om at gøre en ekstra indsats for finde hans datter. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til manden ud over et ”du kan stole på, at vi gør alt hvad vi kan.”

KL-lighus

Endnu et lig køres bort efter ID-undersøgelserne i Khao Lak.

Selv for Rigshospitalets erfarne specialister i psykiske traumer, bliver det hele en meget barsk oplevelse. En af deres opgaver at sikre sig, at der ikke flakker traumatiserede overlevende rundt i området. Holdet er blandt de første, der når frem til Phi-Phi Island, indtil for en uge siden en af fritids-dykkernes store favoritter i Asien. Den søde kvalmende stank af død hænger stadig over den lille ø. Mange lig ligger fortsat tilbage helt eller delvist begravet i sandet.

Fink-01

Anders Fink-Jensen på inspektion i et af Phukets katastrofe-områder.

Fink-Jensen får også et chok, da han besøger en fiskerlandsby, hvor alle 3.000 beboere fortælles at være døde. Han går rundt der blandt store forvredne stålstrukturer og skibsvrag, der er skyllet over en kilometer ind på land. Senere ved et interimistisk lighus finder han døde børn i badetøj, der ligger i rækker. De mangler alle den ene fortand, der er taget ud til DNA-tests.

Vi får ikke mindst brug for Rigshospitalets kriseteam i forhold til desperate pårørende, som forsøger at komme til Phuket for at lede efter deres savnede familie-medlemmer. I en sen aftentime diskuterer vi længe, hvordan vi mest taktfuldt kan gøre de pårørende klart, at det er meningsløst. Efter råd fra Fink-Jensen ender det med, at jeg siger det lige ud i til en journalist fra Ritzau:

“Desværre må alle se i øjnene, at det ikke nytter noget at komme herned og opsøge de midlertidige lighuse. På nuværende tidspunkt er de døde ikke længere til at genkende. Det bedste man kan kan gøre i denne situation er at søge psykologisk bistand.”

Ritzau-telegrammet bliver snart refereret vidt og bredt i danske medier, og vi beder til at det har den ønskede virkning.

MINOLTA DIGITAL CAMERA

I ugerne efter katastrofen blev nye lig ved med at dukke op.

Frygt for kolera

Fink-Jensens kommer også til at give os effektiv håndsrækning i en noget spændt i situation. En større gruppe danskere, enlige mænd, holder til i Patong – Phuket ’s mest lurvede kvarter, der er delvist ødelagt. Gruppen har ikke den store lyst til at tage hjem, og det er vi bekymrede over. De thailandske myndigheder har advaret os om, at der både er sikkerhedsproblemer og sundhedsfare forbundet med at blive i området. Man frygter et større udbrud af kolera, fordi kloaksystem og vandledninger er ødelagt, og det hele løber sammen.

Fink-Jensen foreslår, at vi inviterer dem til et informationsmøde. Vi får fat i et lokale nede i Patong og deler løbesedler ud. Et halvt hundrede stykker dukker op. ”Jeg har faktisk ikke beskæftiget mig med somatiske sygdomme, siden jeg var ung turnus-læge, så jeg har ikke rigtigt forstand på det her. Men det ved de  jo ikke,” siger han med et grin.

Så tager Fink-Jensen ordet i forsamlingen.

”Jeg er kommet her i dag for at fortælle jer om nogle alvorlige sundheds-risici i lokalområdet, som I bør være meget opmærksomme på. Der er en meget stor risiko for at I kan få meget alvorlige, endda livstruende infektioner, hvis I bliver her. Man kan faktisk blive temmelig syg af at tage et brusebad,” siger han til forsamlingen.

”Jeg har også været en del rundt på hospitalerne. I skal vide, at de er totalt overbelastede på grund af Tsunamien. I kan ikke regne med at komme i behandling, selv hvis I er rigtigt dårlige siger han. Derfor er mit råd til jer: Se at komme herfra, og hellere i dag end i morgen,” siger han.

Der går næppe 24 timer, før Patong er som blæst for tilbageblevne danske turister.

DEL 4

KhaoLakLighus

De frivillige får sig en tiltrængt pause i arbejdet med at identificere de døde i Khao Lak’s midlertidige lighus.

4. januar 2005

Ambassadøren og hans hustru er de sidste af det oprindelige hold, der nåede frem til Phuket for over en uge siden. Konsulen og ambassadesekretæren er blevet afløst og sendt hjem for at hvile ud.  Det er tydeligt for alle, at Ulriks egen kone er meget tæt på at bukke under af søvnmangel og stress, og Ulrik selv får da også et klart vink af en af Rigshospitalets udsendte, der nøgternt slår fast, at der er grænser for, hvad selv ambassadører kan holde til.

Stemmen knækker, og det er med tårer i øjenkrogene, at Ulrik takker for godt samarbejde.

Blandt pressefolkene breder sig en slags sympati for ambassadøren.  “Der er noget kaptajn over ham, en af dem der bliver på broen,” siger en af dem anerkendende.

På falderebet overvinder han sig selv en sidste gang og stiller op til et interview med BT. “En uge i helvede,” hedder overskriften lidt senere på dagen.

Ny energi

Ambassadøren bliver afløst af chefen for Udenrigsministeriets Afrika-kontor Johnny Flentø, som kommer til med nye kræfter. Han er en af UMs unge chefer, vist den eneste med karate-bælte og med en lige så robust psyke, der smitter af på hele teamet på den gode måde. Med sig har han også Rolf Holmboe, endnu en diplomat med officers-baggrund, der i de kommende dage løfter vores indsats gevaldigt. Rolf synes ikke alene at have medbragt uudtømmelige energi-reserver, han giver os andre ny energi. Han bliver hurtigt et populært ansigt hos politifolk og retsmedicinere.

Jeg fortæller den nye chef, at de tilstedeværende journalister stort set alle sammen bare forsøger at gøre deres arbejde. Han har tydeligvis fået besked om at være meget opmærksom på medierne, og han spørger nøgternt og detaljeret ind til, hvem vi har med at gøre.

Han får at vide at lunten er kort – og bliver kortere dag for dag. Presset på journalisterne har ikke været mindre end på os andre. Flere af dem har været her fra første færd og oplevet mere, end man har godt af.

Dødslisten på caféen

Det er ikke alle, der er lige sarte med metoderne i jagten på nyhederne.

Jeg fortæller Johnny om nordmanden, der præsenterede sig som en, der gerne vil hjælpe os med noget. På internet caféen overfor vores nød-kontor havde han fundet en ambassade-fil, der var efterladt på skærmen: En fortrolig liste over danske døde, tilskadekomne og savnede. Den må være fra de første 24 timer, hvor ambassade-kontoret havde store it-problemer. Han fortæller, at han har slettet den, og foreslår at vi er mere forsigtige fremover. Jeg siger pænt tak.

Næste dag tikker en fax-kopi af BT’s forside ind: “Glemte dødsliste på café,” står der. I artiklen er jeg citeret i en art tilståelses-sag, interviewet af en norsk freelancejournalist.

NoterFlentoe

Johnny får snart sin egen absurde oplevelse med en journalist fra Ekstra Bladet.  Han har fået bondeanger over, hvad han i de seneste døgn har foretaget sig for at komme tæt på de overlevende og pårørende.  I en sen aftentime står EB-journalisten i døren på vores kontor og klynker: “De har skåret mine historier alt for hårdt derhjemme. Jeg er virkelig ked af det, men det er ikke min skyld,” siger han.

Vi siger ingenting til ham, og han forsvinder igen.

”Godt du var her, ellers var jeg faldet for fristelsen og havde pandet ham én,” siger Johnny.

Formiddagspressen har ikke monopol på de grovere metoder. En dag bliver vi filmet på vej ind på kontoret af en kameramand fra TV2, der ligger næsten helt ned, så han kan få bordellets neonskilt med i billedet.

Tsunami 020

Hundrevis af efterlysninger hænger overalt på Phuket’s centrale hospital.

Som ny chef på stedet har Johnny et behov for at få overblik over situationen.  Næste dag tager vi rundt i katastrofe-området sammen med endnu en ny-tilkommen kollega, Peter Truelsen.  Vi lægger vejen forbi det centrale koordinerings-center, som de thailandske myndigheder har oprettet og får samlet et par danske pas op. De er stadig gennemvædede af havvand og fyldt med snavset sand.   Det ene tilhører en dreng på 11 år, der er blandt de forsvundne.

Vi kigger ind Phuket bys centrale hospital, hvor flere af de danske overlevende er indlagt. I ankomsthallen er en lang væg på det nærmeste tapetseret med fortvivlede efterlysninger af de forsvundne. En meget kortskørtet thailandsk kvinde kommer kørende med en tatoveret skinhead, der har begge ben i gips.

Ligene i Khao Lak

Så kører vi mod et af de værste katastrofe-områder, Khao Lak, hvor der ved det lokale tempel er oprettet et kæmpestort midlertidigt lighus i form af telte og barakker.  En gruppe danske retsmedicinere arbejder sig igennem de flere tusinde uidentificerede lig sammen med kolleger fra hele verden.  De assisteres af en lille hær af thailandske frivillige, der skubber ligene ind til obduktion på de små tohjulede vogne, som bønderne normalt bruger som en slags kørende salgsboder med frugt og grøntsager. Endnu er alt for få fryse-containere nået frem. Derfor ligger et stort antal lig stadig under åben himmel i 30 graders varme, dækket til med plastic. Enkelte steder stikker sortblå legemsdele ud.

Nogle lig er så opsvulmede, at det ser ud som om, at det er døde bøffel-kalve under presenningerne.  Luften er tyk af den sødlige, kvalmende lugt af død. Vi bøvler en del med de plastic-dragter og masker, der skal beskytte os mod infektioner, men det lykkes til sidst at få dem helt på.

Tsunami 053

Kollega Rolf Holmboe konfererer med Rigshospitalets kriseteam.

Vi når dog ikke mange meter, før den nye kollega hjemmefra må ned på hug og brække sig. Johnny sender ham tilbage til bilen.  En hård start for manden, der senere bliver fungerende generalkonsul på Phuket og får ansvaret for de mange måneders opfølgning efter katastrofen.

Johnny og jeg har det heller ikke for godt, men kommer dog igennem en kort snak med de folk, som står der fra tidlig morgen til sen aften og forsøger at identificere de døde.

Et par af dem kommer hen og sætter sig samme aften i Pearl Hotels restaurant. Jeg har bestilt en Tom Yam Kung, en stærkt krydret Thai suppe med fisk og rejer i kokosmælk.

”Efter det vi har set i de seneste dage, når vi obducerer, går der nok lang tid, før jeg skal have noget at spise fra havet igen,” siger den ene af dem med et skævt smil. Suppen får lov at stå.

 

DEL 5

BertelHaarderpoliti

Lederen af dansk politi’s eftersøgningsteam, kriminaltekniker Leif Schiønemann fortæller Bertel Haarder om indsatsen i lighuset i Khao Lak.

 

5. januar 2005

I de sidste to dage har vi endelig haft travlt med noget, som vi har rigtig forstand på: Forberedelse af ministerbesøg. Udviklingsminister Bertel Haarder er til en haste-indkaldt donor-konference i Indonesien med Tsunamien på dagsordenen, og han beslutter sig for at kigge nærmere på den danske indsats på Phuket. Ministeren har penge med – mange penge til genopbygnings-indsatsen.

Til vores overraskelse dukker Bangkok-ambassadøren op igen. Et minister-besøg vil han ikke overlade til andre, og han ser da også ud til at være kommet lidt til hægterne. Vi får ved fælles hjælp bakset et tæt program sammen til Haarder.

Ministeren ankommer ud på aftenen den 6. januar i et lille, chartret fly sammen med Sydchef Carsten Staur og ministersekretær Louise Brincker. Haarders rådgivere har fokus på, hvad pressekorpset vil konfrontere ham med. Han er den første og – viser det sig senere – også den eneste danske politiker, der afbryder Folketingets vinterferie for sit eget vedkommende.   Og det er oplagt, at pressekorpset vil konfrontere ham med det, de opfatter som den alt for sene reaktion fra Udenrigsministeriets side.

På dette tidspunkt ved hverken journalisterne eller os andre, at Haarder siden den 27. december har kæmpet både i Udenrigsministeriet og i regeringen for at få givet maksimal prioritet til en omfattende dansk indsats. Han har været dybt frustreret over forløbet, ikke mindst i forhold til Udenrigsministeriets ledelse,  men lader sig ikke mærke med det under besøget på Phuket.

Nu er han først og fremmest optaget af, hvad han vil igennem med i de kommende 24 timer.

20 millioner fra Danmark

”Vi må have afklaret med thaierne, hvordan vi kan bidrage konkret med genopbygningen. Der må være et kæmpe behov for miljø-bistand – kloakering og vandforsyning. I første omgang har vi en ramme på 20 millioner kroner. Lad os se hvad vi kan lave en aftale med Thailands miljøminister om,” siger Haarder.

Han mener, at Danmark i løbet af nogle få dage må kunne sende nogle milljøeksperter ned at hjælpe, hvis thaierne ønsker det.

Haarder er også bekymret over de massive medieforlydender om, at Thaierne har opgivet at få identificeret de mange tusinde lig og i stedet er begyndt at kaste dem i massegrave.

”Vi må have vished om det her. Det må vi gøre helt klart for myndighederne,” siger han.

Haarder vil også møde så mange som muligt af de landsmænd, der er involveret i hjælpearbejdet katastrofe-området.

”Sidst, men ikke mindst,” siger han. ”Jeg vil gerne tale med dem, som har været udsat for det her. Vi skylder at vise dem, at vi er her for dem. ”

Haarder beder os om at sikre, at Pressen ikke får nys om, at han skal møde nogle af de overlevende.

Og det lykkes mærkværdigvis. Efter en kort stand-up med TV2’s Michael Rastrup Smith på taget af et hotel næste morgen, bilder jeg pressekorpset ind, at den står på nogle politiske møder og høflighedsvisitter. Haarder får uden besværligheder sin politiske dagsorden med Thaierne på plads.

Haarder fortsætter til Phukets central-hospital. Han går alene ind på en af stuerne og bliver der længe nok til, at ministersekretæren begynder at få en smule tics.

Kun en hånd

Haarder er tydeligt rystet, da han kommer ud efter at have siddet hos en ung mor, der har mistet sin lille dreng og selv er skåret halvt i stykker af de ting, hun ramte i vandet.

”Jeg kunne jo ikke gøre andet end at holde hende i hånden. Og så kom det der lille forpinte smil,” siger han med lav stemme og kigger bort med en tåre i øjenkrogen. Der er meget stille i minibussen det næste stykke tid, mens vi kører mod lighuset i Khao Lak.

Ved indgangen til det afspærrede område, står politifolkene klar i nystrøgne uniforms-skjorter. Belært af tidligere dages erfaringer har vi taget noget tigerbalsam med til at smøre under næseborene. Det tager det værste af stanken. Sydchefen misforstår rådet og kommer den gule salve helt op i næseborene og er ved at gå bagover, da den kamferagtige substans evaporer lige op i bihulerne.

Om lidt bliver han glad for at have mistet lugtesansen helt.

De danske politifolks leder, kriminaltekniker Leif Schiønemann har været med i Khao Lak fra første færd – hvor der ikke engang var borde til at foretage obduktioner på, eller telte. Retsmedicinerne arbejdede i de første dage i skyggen fra træerne.

Sciønemann advarer Haarder og delegationen om, hvad der i vente: ”I skal ikke skamme jer, hvis I bliver dårlige derinde. Men hvis I skal brække jer, er det udenfor og af med masken,” siger han.

Indenfor i obduktions-barakken er der travlhed ved alle 10 brikse. Vi står i midtergangen. Da en af retsmedicinerne fjerner underkæben på et grotesk opsvulmet ansigt, er det mig der mærker opkast i halsen og ryger udenfor, lige i tide. Haarder og de andre bliver derinde, men han og embedsmændene er meget blege, da de dukker op nogle minutter senere.

Ministeren får hanket op i sig selv på stedet og kigger ind under en teltdug, hvor retsmedicinerne sidder og hviler sig. En af dem viser sig at være en tandlæge fra Falster.

”Jeg kan ikke længere huske, hvor mange tænder jeg har trukket ud her. Det er forfærdeligt, men på en måde også en fascinerende professionel udfordring at være med til,” siger han.

Det bliver en meget lang dag, der slutter på stranden ved det fuldstændigt smadrede Mukdara Beach Resort, hvor Rolf Holmboe venter med et nyt TV2-hold.

Haarders dråbe

 

Tsunami 122

Bertel Haarder til TV2 den 7. januar 2004: “Jeg har fået 4 thailandske ministres ord for, at det ikke passer, at de døde smides i massegrave.”

 

Som den Pro Haarder er, leverer han et koncist og klart interview: ”Vi har fået en aftale på plads om dansk bistand til genopbygningen, og jeg har fået et rigtigt godt indtryk af den danske indsats hernede. Jeg har også fået fire thailandske ministres ord for, at det ikke passer, at de døde bliver kastet i massegrave. Ligene opbevares midlertidigt, og de danske retsmedicinere siger, at det ikke kommer til at give problemer at identificere dem senere hen,” siger Haarder.

Så får han øje på en beskidt sutteflaske i strandkanten – og det bliver dråben for ministerens vedkommende. Vi andre trækker os diskret tilbage fra stranden op imod de ødelagte bungalows.

Lidt senere er Haarder sig selv igen og kigger os andre an: ” Se nu at komme hjem og få sovet. Tak for denne gang,” lyder det til afsked.

Den næste dag er det min tur til at blive afløst og forlade Phuket. Som for så mange andre, der var med i de forfærdelige dage, er det aldrig helt lykkedes.

Note: Ingen af de nævnte kolleger fra Udenrigstjenesten har fået forelagt denne beretning, der således står for min helt egen regning. Den er baseret på notater, taget under de 10 døgn, jeg tilbragte som udsendt til Phuket.

Personerne 10 år efter:

Steen Hommel er ambassadør i Warszawa.

Ambassadør Ulrik Helweg-Larsen er gået på pension.

Michael Rastrup Smith er fortsat journalist og

forfølger Tsunami-sagen den dag idag.

Friis Arne Petersen er ambassadør i Beijing.

Michael Zilmer-Johns er NATO ambassadør.

Carsten Staur er FN-ambassadør i Geneve.

Anne Lindhardt er gået af, men fortsat praktiserende psykiater.

Ib Petersen er FN-ambassadør i New York.

Johnny Flentø er ambassadør i Dar es Salaam.

Rolf Holmboe er ambassadør for Syrien med bopæl i Beirut.

Anders Fink-Jensen er professor og overlæge på Rigshospitalet.

Den nævnte EB-journalist er Niels Pinborg og i dag chefredaktør på Se&Hør.

Bertel Haarder er medlem af Folketinget (V) og bl.a. næstformand.

 

 

 

One thought on “DE UTILSTRÆKKELIGE

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s