I anledning af udgivelsen af Jens Nauntoftes efterladte erindringer “Minefelter”.
Gamle Jens stiller op sammen med Unge Jens. Billedet af Unge Jens fra 1975 er taget på Hotel Continentals altan øverst til venstre. Jens boede dengang i værelse 214, der hvor Graham Greenes menes at have skrevet sin ætsende Vietnam-roman The Quiet American. I 2013 satte vi hinanden stævne her på Lam Son pladsen foran Operaen og tilbragte som så ofte før en meget lang aften i Saigon.
Så peger Maria mod det lille bord foran sofaen. “Minefelter” er lagt parat i små stabler til de gæster, der er inviteret hjem for at fejre udgivelsen af Jens Nauntoftes erindringer. Og fejre er netop ordet til trods for, at vi nok alle står med en klump i halsen.
Mon ikke Jens er glad for resultatet af den årelange skrive-proces. Omend det kun er nogle måneder siden, at han i en mail udtrykte bekymring over den redaktionelle ‘sensations-lyst’ på forlaget. Han mente selv, at titlen skulle være ‘Efter Deadline’ – slet og ret.
“Minefelter” er forlagets påhit. Jens’ egen oprindelige og foretrukne titel var “Efter Deadline”.
Vi står der så en tirsdag eftermiddag med Maria og mangler intenst Jens, måske fordi han jo på en måde stadig er der så meget, i den cirkelrunde lejlighed på 14. etage i den gamle ombyggede Carlsberg silo på Frederiksberg.
Her er køkkenet, hvor Maria har lavet de mest fantastiske retter til deres gæster.
Ved siden af er stuen, der er tæt pakket med relikvier fra Jens’ utallige rejser og Marias lange, lange karriere på teatrene. Her er den lille bænk, hvor Maria for to somre siden lod sig fotografere med sit nye album ’Fly me to the moon’ – en samling evergreens par excellence, sunget med Marias underspillede råstyrke – den styrke som måske bærer hende gennem denne eftermiddag.
Ved siden af stuen er “hulen”, hvor Jens’ bibliotek dækker væggene fra gulv til loft. Blandt Jens’ enorme samling af kildemateriale, står vennernes, ja forbilledernes bøger: Leif Davidsen, Jan Stage og Alex Frank Larsen. Selvfølgelig er der også den lille snes bøger, som Jens selv fik skrevet, på de tæt pakkede hylder.
De fleste handler om Mellemøsten. Der er også hans elegante dokumentariske håndkantslag “Reagans sidste tango” fra sen-firserne. Dengang deltes vi om samme kærligt-brutale forlagsredaktør, Vindroses Erik Vagn Jensen, rebellen der brød med Gyldendal. Erik fremhævede jævnligt “Nauntoftes professionalisme” og gav mig et eksemplar af Reagan-bogen til efterlevelse.
Jens’ fænomenale dagbogs-debut “Gul Stjerne over Vietnam” mangler vist nok i hans hjemme-bibliotek.
Han tog efter eget udsagn sit sidste eksemplar med til Vietnam, fordi han mente, at den hørte bedre hjemme hos os i Hanoi. Vi passer godt på den.
Det er her i hulen i den gamle kornsilo, at Jens arbejdede en stor del af tiden med sine bøger efter pensioneringen fra DR – en tilbagetrækning der i virkeligheden blev en tilbagevenden til Jens’ udgangspunkt som den hyperenergiske freelancejournalist, forfatter – og nu også som rejseleder i Asien og Mellemøsten for landsmænd, der vil opleve og forstå verden omkring os.
Niels Vest, en gammel ven havde en stor oplevelse med Vietnam og Maria som rejseledere i Vietnam.
I de seneste år var Vietnam flere gange målet for disse rejser med Jens og Maria som det kreative makkerpar. Jens selvfølgelig med de velkendte causerier med både anekdoter og kompetente analyser fra tidlig morgen til sen aften. Og så midt i det hele: Marias daglige tusmørketime med de fineste digte fra Vietnams egen kulturskat.
Det er smukke minder at tænke på, når man stå der er i hulen og suger den fabelagtige udsigt over Københavns tage til sig. Udsigten, som Jens elskede.
”Her kan man holde styr på, om København nu også ligger der, hvor den skal,” som han sagde.
Her i biblioteket er også det rigtige sted at give Maria et minde mere at holde styr på. Et guldindrammet foto af gråskæggede Jens med et foto af unge reporter Jens.
Jeg fangede Jens og Jens en aften i 2013 på Lam Son pladsen foran den gamle opera i Saigon: Gamle Jens holder billedet af unge Jens, der står på sin altan i April 1975 – udenfor Værelse 214 på Continental Hotel.
Her boede Jens i Vietnam-krigens sidste uger – på det værelse hvor selveste Graham Greene siges at have skrevet The Quiet American om det franske koloni-regimes endeligt og USA’s forkludrede start i Vietnam. Jens havde en hel stak fotos fra 1975 for at understøtte sin hukommelse. Han var allerede da i fuld gang med sine memoirer. Planen var at skrive der, hvor han havde oplevet tingene. Han lod sig overtale til at posere for et hurtigt Iphone shot.
Maria griber billedet af Gamle Jens med Unge Jens og kysser Jens endnu engang, der i den cirkelrunde hule.
”Jeg elsker dig,” siger hun med en stille ømhed, som man håber Jens kan høre, hvor han nu måtte være.
Lort på vagternes skosnuder
Tre dage senere har jeg lige lagt “Minefelter” fra mig i luftrummet over den arabiske halvø.
Efter fem timers rejse er der ikke flere ord fra Jens tilbage. Sært tilfælde, at de 335 sider slap op i luftrummet over den heksekedel, som drog Jens til sig igen og igen – som en af sin generations bedste journalister.
Var det ikke fordi en moderne Airbus flyver så højt oppe, ville jeg have kunnet kigge ned på Yemen, mens jeg læste bogens næst sidste kapitel, hvor Jens i en alder af 71 år sidder på gulvet med en voldsom diarré i en celle hos landets berygtede efterretningstjeneste.
Jens er mistænkt for at være spion for israelerne, og forhørsmetoderne er ikke af de venligste. Da Jens ikke kan holde sig længere, nægter vagterne at lade ham i fred med sin nødtørft. De bliver bare stående og nidstirrer ham, mens han sætter sig på hug med bukserne om hælene. Det er en noget ufrivillig hævn for ydmygelserne i fængslet, at Jens lader sin afføring sprøjte ud over vagternes skosnuder.
I bogen skælder Jens sig selv ud for at være en amatør, fordi han er blevet knaldet for at rejse ind i Yemen på turistvisum – i stedet for at spille med åbne kort og fortælle myndighederne på forhånd om sit filmprojekt om den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr.
Jens: “Så rød var jeg nu ikke, ikke engang så rød som dem her!”
Der er også et andet sted i sine erindringer, hvor Jens tager sig selv ved vingebenet. For et par år siden blev han hængt ud i en DR-udsendelse for at være en af fortidens Røde Lejesvende.
”Jeg var faktisk mere velorienteret end venstreorienteret, og i hvert fald ikke så rød som dem her,” sagde Jens med et grin, mens vi en sommerdag kæmpede os igennem et ordentligt læs fjordrejer nede i Petersens Familiehave, Jens’ favoritsted på Pile Allé. Med øl og snaps til.
Jens tog balladen om lejesvendene nært, meget nært. Han følte sin egen og de andre ’lejesvendes’ ære krænket. Han ærgrede sig i måneder over, at han ikke havde forberedt sig ordentligt til konfrontationen med en ung, ambitiøs kollega fra sin gamle arbejdsplads.
”I Jagten på De Røde Lejesvende smagte jeg min egen medicin og mærkede afmagten over journalistikkens beskidte kneb. Det var præcis sådan, det måtte have været at medvirke i nogle af mine egne interviews. Jeg begyndte at huske hvordan nogle af mine egne gæster havde kigget hjælpeløst på mig, når kameraet var slukket,” skriver Jens.
I bogens allersidste kapitel løfter Jens endelig sløret for slutningen på en historie, som han gennem alle årene har holdt for sig selv med sit legendariske drilske smil: Hvad der videre skete mellem ham og Nhu, den djævelsk smukke vietnamesiske fixer, som hjalp ham rundt i det afsindige og livsfarlige kaos i Vietnam-krigens sidste dage. Jens kaldte hende sin Mata Hari for sjov, og det viser sig i hans erindringer at være alvor.
Det er faktisk helt i tråd med “Minefelter” at kommentere bagvendt på Jens’ sidste hilsen til os alle. Han er sluppet ret godt fra at have valgt en kalejdoskopisk fortælling med pludselige spring i tid, rum og geografi.
Det kan nok være vi kommer verden rundt: Fra den barske barndom i Viborg til de mange øjebliks-beretninger fra hans møder med Mellemøstens brogede magthavere, USA’s Sorte Pantere, håndtryk med Ulrike Meinhof, syretrip i Thy-Lejren og meget andet.
Erindringerne fra Vietnam-krigen fylder så meget, som det nu skal, når denne blodige konflikt mere end noget andet gjorde Jens til den første klasses reporter, han blev. Vi får også historien om Hugo, Jens’ beundrede storebror der kæmpede i den franske Fremmedlegion i Vietnam i 1950’erne.
Hugo havde det noget svært med Jens’ dagbogsblade fra krigens sidste dage. Lillebror var altfor Hanoi-venlig, mente Hugo. Jens på sin side ærgrede sig meget over, at han og Hugo aldrig fik lavet den Vietnam-tur sammen til de steder, hvor broderen havde kæmpet mod Viet Minh.
Kvinderne – og Maria
De som kendte Jens, ville nok blive skuffede, hvis bogen ikke også havde kastet lidt lys ind på flere af de mange skønne kvinder i Jens’ liv.
Deres fortrin til trods kan ingen af dem hamle op med Maria, der har sit helt eget smukke, smukke kapitel i ’Minefelter’.
En vinteraften i 2015 leverer Maria en kraftpræstation på scenen som billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, som fædrelandets kulturhistorikere har ladet stå alt for meget i skyggen af hendes mand, komponisten Carl Nielsen.
Jens havde gemt sig blandt tilskuerne.
”Jeg så på den kvinde, jeg havde elsket et halvt liv, denne aften, hvor du stod på højden af din karriere. Jeg elskede dig i dette øjeblik så højt, ja måske højere end nogensinde. Vi fulgtes hånd i hånd med en kurv med dit manuskript hen mod scenens bagdør for at favne den snehvide verden. ”
Hånd i hånd. Det er lige præcis det, de to har gjort siden 1982, da de blev gift under en jordomrejse med vennen Erik Wedersøe.
Den allersidste side i “Minefelter” har Jens overladt til Tom Kristensen-digtet ’Græs’, der også blev læst ved bisættelsen for få uger siden.
Et punktum, som Tom Kristensen nok ville være godt tilfreds med at bidrage til.
Et dejligt minde med Jens hjemme hos os i Hanoi i 2013. Sammen med ham havde vi besøg af 25 andre danskere, der fik et fantastisk foredrag, og i tilgift to af Jens’ fremragende dokumentarfilm fra Vietnam
thomasbopedersen 