TILLYKKE FRA DEN SORTE FIRKANT

Min ven gennem 40 år, Flemming Bock.

Så rundede jeg de 60. I den anledning overlader jeg min blog til min kammerat gennem 40 år, Flemming Bock. Bedre ven kan man ikke få!

Kære Thomas

Tak fordi du har givet os alle sammen mulighed for at fejre dig på din fødselsdag – og så her på Nørrebro. Det er heller ikke hver dag de gamle fra Nørrebro har mulighed for at fejre dig.

I realiteten er det Jesper og Rigmor der holder skansen i kvarteret, men Gitte og Søren bor kun et ”ejendomsmægler – stenkast” fra den nu så attraktive sorte firkant på Nørrebro.

I gamle dage var det tabsgivende hvis ens lejlighed lå for tæt på det her kaotiske saneringsområde, fortabte byggelegepladser og idelige beboeraktioner. Alt det ligger nu trygt og godt i Rigsarkivet.

Thomas, efter alle disse år må man sige at du holder dig i en irriterende god form – med næsten ungdommeligt smørhår – og stadig non – figurativ, i modsætning til visse andre. Stadig attraktiv som den gang i 70’erne hvor Gitte udråbte dig til den tids ”Grev Manner” – pigernes ven, og nok på en lidt anden måde end i den netop nyåbnede Grevinde Danner Stiftelsen.

Du tilhører denne ”die hard” generation der nægter at blive gamle, og de kommer vist til at kigge langt efter dig i Ældresagen og ”Ensomme Gamles Værn”. Det bliver vist Vietnam 4ever – selvom du altid har overrasket os, så vi holder alle døre åbne.

Thomas, du har rejst langt indtil nu, og jeg har haft den glæde at krydse din vej på flere forskellige tidspunkter i dit liv.

Lige fra vi mødtes første gang inde på den kongelige avispost som studentermedhjælp, hvor jeg tænker at din journalistiske interesse blev vakt – og vores bofællesskab i Baggesensgade hvor vi skrålede med på TV2’s rigtige mænd – og Southside Johnnys: ”At least we got shoes”, – og det er blevet til mange gode og dybe stunder – fester og byture, – men aldrig noget helt vildt så vidt jeg husker.

Og tak for et fantastisk besøg i Vietnam i dit altid gæstfri hjem – der vel nærmest strækker sig fra Hanoi i nord til Mekong floden i syd.

Den røde tråd i dit liv er din journalistiske nerve og dit drive. Man mærker også den stolthed der bruser gennem dig over Lea’s fantastiske debut som digter og forfatterspire, noget tyder på, at Lea vil kunne drive det videre end sin far – og det siger ikke så lidt.

Har man fulgt dig, Thomas, så ved man, at du spænder lige fra kampagnejournalistikken, momentvis henover krigskorrespondentens farefulde arbejdspladser, og frem til den kritiske og dybdeborende journalistik. Og tjek lige ind på Thomas’s FB site – og se fotografen Thomas. Det er et stort og smukt galleri.

Og man skal huske på, at du var helt ude ved grænsen til Kina i det nordlige Vietnam, sammen med Jørn Ruby, hvor de kinesiske granater og skud hvislede hen over hovederne på jer. At I ikke endte som 2 granatchok er nok et tilfælde – og personligt mener jeg ikke I på nogen måde har taget skade.

Og det var før den tid hvor man kunne kalde sig krigskorrespondent, bare fordi man arbejder som journalist i Bruxelles.

Flere gange har jeg været inde i dit værksted som journalist, og set din energi og dit engagement. Og jeg har været stolt af at kunne bidrage lidt i de glade 90’ere.

Jeg husker den gang du brød igennem med 3 forsider i rap på Det Fri Aktuelt, om togforsinkelser og et dårligt billetsystem i DSB.

Du var vel en slags grundlægger af nyere tids DSB – journalistik. Og den gang blev du præmieret med noget så fint som champagne af din chefredaktør, som vi drak i store slurke i haven bag ved dit og Anne Maries hus ved Retorvej i Valby. Det var tider!

Og det var før Lars Abild, Jens Grund og alle de andre!

Og jeg husker den gang du skulle hjælpe en opposition i en fagforening, der ville udskifte den verdensfjerne og bureaukratiske ledelse.

Det blev til en et kampskrift med overskriften: ”Så skodder vi cigaren” – og man så en stor cigar på vej ned i et askebæger. Desværre blev folderen, efter en kort og beskidt valgkamp, – brugt til igen, at tænde cigarer i fagforeningen.

Her er en glad fødselar, fotograferet af den skønne Marianne Leth kl. 2:30 om morgenen efter en lang fest.

Og skal vi ikke slutte af med kapitlet om den store Lejerforening Griffenfeldt på Nørrebro, – hvor vi sad sammen i bestyrelsen i 70’erne, sammen med Jesper og Rigmor.

Du var udpeget som holdkaptajn og speaker for vores bestyrelsesflertal på en generalforsamling der foregik i en propfyldt og sydende Nørrebrohal. Vi ønskede såmænd bare en sammenslutning med Lejernes LO for at opnå større boligpolitisk styrke.

Men vi havde overset det helt personlige fjendskab mellem formændene for de to foreninger, og efter meget hujen og bu’en, tilråb og takstfast tramp i gulvet, blev vi til sidst, stadig med dig forrest, båret ud af hoveddøren, sammen med vores gode forslag, og sat af på Nørrebrogade. Måske dramatiserer jeg lidt – men det er nu en gang den spæde alderdoms privilegium, som børn og børnebørn elsker os for.

På din rejse ud i verden efter nyheder vendte du gang på gang tilbage til Vietnam, og du udviklede dig til en sand kosmopolit i ordets bedste forstand.

Nu ser man straks en Peter Ustinov – type i lys rejsehabit, kikkert og tropehjelm. Men det har vi nu til gode.

Journalistikken og interessen for politik førte dig ind i embedsværket, hvor indflydelsen er stor, først som ministersekretær i UM, og senere hen som handelsattache, i Bangladesh og til sidst i Vietnam.

Og til mange af dine venners store overraskelse, blev du direktør for Mascot i Vietnam og Laos – vel at mærke i en virksomhed der skulle opbygges fra grunden og i dag tæller mere end 2.000 ansatte. En virksomhed de færreste venner kendte, alene af den grund, at vi kun modvilligt går i arbejdstøj. Heller ikke efter ture i Vietnam.

Og når man så besøger dig på fabrikken så oplever man det Lea siger i sin seneste kronik i Information, en lille velfærdsstat inde i Vietnam. Et udstillingsvindue for det bedste ved dansk erhvervsliv når de gør det godt i udlandet.

Nu har jeg også gjort min research og ved så at det hedder en SA 8000 certificering af fabrikkerne, som overholder ILO og FNs konventioner om menneskerettigheder og børn. (SA=Socialistisk Arbejderfront, eller måske bare Social Agreement).

Og så har I tilføjet den sociale danske velfærdsmodel i fabriksformat med gratis kantinemad og lægehjælp. Det er stort Thomas rigtig stort. Du har konkret skabt det vi andre stadig bare går og taler og skriver om.

En anden meget vigtig del af dit liv, har været din vedholdende kamp for at bekæmpe følgerne af brugen af Agent Orange over Vietnam. Det er vel forhåbentligt den sidste kemiske krigsførelse som et land officielt har brugt overfor et andet land i denne civilisation.

Og i ca. 30 år har du bidraget med både artikler og foredrag om Agent Orange, til at hjælpe ofre, og samtidig sende en advarsel til fremtiden. Tak for den indsats.

Thomas, du runder et hjørne – der ikke er helt så skarpt nu om dage.

Thomas du ved , at mange på 60 + bliver kaldt ”gamle sure mænd”, fordi de pludselig sir sgu og fanden – og det der er værre. Men ofte er årsagen, at nu tør de endelig sige hvad de hele tid har ment, og bare ikke turde sige før, af frygt for at miste jobbet og konen. Men kønt lyder det ikke altid.

Thomas, jeg tror til gengæld, at du har fået sagt det meste gennem tiden – ytringsfriheden har altid været din tro følgesvend, og navnlig fordi du har brugt den aktivt.

Og så har du med tiden heldigvis tilegnet dig en diplomatiske snilde, der har styret dig udenom mange ”uproduktive øretæver”, og i stedet skabt nye og dyb venskaber.

Du er grundlæggende en optimist, som nok kender Mark Twains kloge ord: ”bekymringer i mit liv har der været mange af, men det var nu de færreste der blev til noget”.

Og lige et godt råd til sidst:

Det vigtigste du fremover skal holde skarpt øje med er din hukommelse – risikoen for at blive glemsom, det er jo i sidste ende alfa og omega for vores livskvalitet. .

Der er 4 stadier af glemsomhed man normalt gennemgår: Først glemmer man navne – så glemmer man ansigter – så glemmer mn at lyne op – og så glemmer man at lyne ned.

Tillykke med fødselsdagen min ven.