Min gamle kollega Ulrik Helweg-Larsen er død, 75 år gammel. Vi arbejdede sammen ved flere lejligheder, bl.a. med forberedelserne af udviklingsminister Helle Degns besøg i Hanoi 1994.
Men det, som jeg først og fremmest husker Ulrik for, er hans overmenneskelige indsats under nødhjælpsarbejdet på Phuket efter Tsunamien ramte i julen 2004. Ulrik ikke alene knoklede nat og dag. Han hankede også op i os andre, når vi var ved at segne.
Ulrik tog det uden at kny, da Udenrigsministeriets topledelse med brutal kynisme lod ham tage skraldet for ledelsens eget svigt hjemme på Asiatisk Plads.
Her er en minderune for Ulrik, hentet fra mine dagbogs-notater den 4. januar 2005:
“Ambassadøren og hans hustru er de sidste tilbage af det oprindelige hold, der nåede frem til Phuket for over en uge siden. Konsulen og ambassadesekretæren er for flere dage siden blevet afløst og sendt hjem for at hvile ud. Det er tydeligt for alle, at Ulriks egen kone, der har deltaget her som frivillig, er meget tæt på at bukke under af søvnmangel og stress. Ulrik selv får da også et klart vink af en af Rigshospitalets udsendte, der nøgternt slår fast, at der er grænser for, hvad selv ambassadører kan holde til.
Stemmen knækker, og det er med tårer i øjenkrogene, at Ulrik takker os for godt samarbejde.
Blandt pressefolkene breder sig en slags sympati for ambassadøren. “Der er noget kaptajn over ham, en af dem der bliver på broen,” siger en af dem anerkendende.
På falderebet overvinder han sig selv en sidste gang og stiller op til et interview med BT. “En uge i helvede,” hedder overskriften lidt senere på dagen.”
Kun et par dage senere var Ulrik tilbage på Phuket igen for selv at tage sig af udviklingsminister Bertel Haarder, der som den iøvrigt eneste danske politiker kom til Thailand for at forhandle en nødhjælpspakke på plads med de lokale thailandske myndigheder.
Den meget lange dag endte i ruinerne af et beach resort, hvor vi nogle dage forinden havde fundet de gennemblødte pas, tilhørende en forsvunden dansk familie.
Det var med modvilje, at Ulrik som det sidste stillede op til en fotografering, bestilt af UMs presseafdeling. Men jeg fik da lov at tage det.
Æret være Ulriks minde.
thomasbopedersen 