Helle Maj og Jørn Stjerneklar har været med mig på besøg i ‘Hanoi Hilton’, tidligere et af Asiens mest berygtede fængsler, hvor franskmændene henrettede de vietnamesiske oprørsledere i kolonitiden. Årtier senere blev cellerne fyldt med tilfangetagne amerikanske piloter, som blev skudt ned over det nordlige Vietnam.
“Jeg ved hvorfor de døde ligger her. De blev fanget i krydsilden mellem altfor mange dagsordener. Og en af dem blev skrevet af mig.”
Khaiber i Den Første Sten
3 nætter – så lang tid tog det at pløje mig igennem Carsten Jensens nye Afghanistan-roman ‘Den Første Sten’. 3 nætter fordi jeg var nødt til at lægge den fra mig med kvalme og sunde mig – komme lidt væk fra det Afghanistan, som millioner af sagesløse ikke har en chance for at slippe væk fra. Og så måtte jeg tilbage for at få vished for, hvem der nu skal dø helt meningsløst, og hvem der lige så meningsløst får lov at overleve et kapitel eller to mere.
Det ligger lige for at placere Jensens Afghanistan-mursten af en bog på krigs-litteraturens fornemste hylde sammen med Hemmingway, Remarque og Bao Ninh. Bogen er på det nærmeste kemisk renset for Jensens velkendte pegefingre i de sidste 15 års offentlige debat om krigen i Afghanistan.
Godt nok har det altid været både tankevækkende og underholdende at opleve Jensen kølhale en dansk forsvarsminister i Debatten, men Den Første Sten er væsentlig på et helt andet niveau. Så anderledes i sin vinkel på det samme danske Afghanistan-syndrom, at det indimellem er næsten utroligt, at Debat-Jensen har kunnet skrive denne bog.
Jensens voldsomme engagement til trods, forekommer Den Første Sten nærmest lidenskabsløs – som om Jensen selv er en af de droner, der på det nærmeste røntgen-fotograferer alt hvad der rører sig i det afghanske landskab. Bogens vidt favnende person-galleri er på det nærmeste taget under mikroskop.
Vi følger en deling danske soldater på deres surrealistiske rejse gennem et land og et folk, de ikke forstår noget af. Anført af Schrøder, som taler sproget og tydeligvis gemmer på mere – hvilket også åbenbares – efterhånden som Jensen tager os med videre på de støvede ørkenveje med de infame vejside-bomber – de fattiges våben, når man nu ikke råder over droner, kampfly og automat-våben, sådan som den kolossale og inkompetente internationale ødelæggelses-maskine gør.
Andreas, en af de danske soldater, filmer systematisk alt på sin vej. Måske i et forsøg på at lave den ultimative håndholdte krigsfilm:
“Hvis det var en stor fortælling om krigen, Andreas drømte om at skabe, så er det ikke lykkedes for ham. Her er ikke andet end stumper, halve kroppe, sønderskudte lemmer, ødelagte ansigter, rester af drømme og halvt udførte handlinger, en spejlsal af splintret glas, ikke noget monument, blot en dynge potteskår.”
Jensen selv derimod formår igen og igen at skildre krigens grufuldhed på næsten virtuos vis, som da den dansk-afghanske efterretningsagent Khaiber finder en endnu levende amerikansk lejesoldat, der har fået sin hud metodisk skrællet af efter at være blevet taget til fange af afghanske krigere:
“Så ser jeg det. Øjenæblet, der bevæger sig i resterne af et ansigt. En hage, der hæver og sænker sig under de afskårne læbers blodige sårrande, som om et skrig forsøger at nå frem. Men den smerte, der her søger et udtryk, kommer fra en brønd så dyb, at ingen lyd undslipper den martrede krop. Jeg genkender intet i det flåede ansigt. Men jeg hvem det er. Jeg ved også, at jeg må gøre en ende på hans lidelser. Men jeg kan ikke gøre det selv. Alt i mig skriger kujon. Men mine hænder forbliver lammede.”
Oprivende scener som denne lander som granat-nedslag overalt i den 612 sider lange vandring gennem Krigens Afghanistan med afstikkere hjem til et Danmark, hvor Afghanistan rykker lige ind i chauffør-sædet på noget så ordinært som en københavnsk taxa:
“Han der har siddet i Mi-24 angrebshelikoptere og set landsbyer gå op i flammer under sig og flygtende kvinder og børn blive skudt ned. Han, der taler fem sprog flydende, pashto, dari, russisk, engelsk og så fucking dansk. Nu holder han for rødt på Vigerslev Allé.”
For god ordens skyld: Dette blog-indlæg er ikke nogen anmeldelse. Spontant skrevet på et hotel-værelse syd for Da Nang, der også engang har været en ødelagt kulisse i lige så meningsløs en krig. Skrevet fordi jeg synes, at alle jeg kender, skal læse Jensens bog.
Til dem, der måtte frygte slutningen, som jeg selv gjorde det, kan jeg sige:
Den er til at bære, men ikke mere end lige: Den første sten bliver også den sidste.
thomasbopedersen 