Vores Lea har lige skrevet smukt, smukt om kærlighed. Det fik mig til at tænke på et foto, jeg overtalte hende til at være med i, da vi sammen besøgte J.F. Willumsen museet for tre år siden. Det var en fantastisk dejlig dag, hvor både Willumsens og vores egne dæmoner var i godt lune. Det regnede meget, og her er digtet.
DIGT OM KÆRLIGHED
Der var et menneske som jeg elskede i hjertet og lungerne og nyrerne
og i hjernen, i sproget
hans øjne har trukket størrelse fra resten af hans krop
meget lang og tynd, meget store øjne
han ligner en øgle, et krybdyr
vi så film på computeren, i sengen
vi ville kun gøre almindelige ting
vi søgte at blive genkendelige for hinanden
to øgler der kæmpede for at forblive menneskelige
vi skulle til at falde i søvn, en nat, jeg sagde med min mund, med elektriciteten i øjnene
hvorfor kan angsten aldrig blive en vane
hvem er det nu der har skrevet det, sagde øglemanden
det er dig, sagde jeg, og lo til mit kranium var ved at revne
han huskede ikke den slags ting
blandt andet dét elskede jeg ham for
jeg så på ham når han sov
jeg var bange for at han skulle gå fra hinanden, simpelthen at lemmerne ville flyve i hver sin retning
som en computerspilsfigur, Rayman, et spil jeg spillede meget af min barndom
Rayman hang ikke sammen, han kunne skyde sin handske frem foran sig og slå monstrene ud
bogstaveligt talt ud af billedet
den lille kække Rayman, han var måske begyndelsen til min kærlighed til øglemanden
øglen før øglen, sådan én er der altid, har jeg læst i Lolita
there is always a predecessor
der var gået knap tre måneder da manden forlod mig
som en abort, man når at få foretaget i tide
man bør forlade mennesker, der betragter sig selv som ens ufødte børn
det kan jeg godt se
vi gik en forfærdelig tur den morgen, efter at vi var vågnet og han havde sagt at det ikke gik
vi gik fordi Frederiksberg Centeret og ud i CBS’ grønne områder
jeg stoppede op, stod overfor ham og så ind i hans alt-for-store øjne
han så på mig som man ser på en kær ven, man vinker farvel til i dét man sejler bort
idet man sejler til Amerika eller påbegynder den psykiske emigration, han taler om i aviserne nu
nemt hvis jeg påstår at han forlod mig til fordel for utopien, ret nemt
man forlader andre mennesker fordi man ikke elsker dem, altid derfor
en kvinde gik forbi os med sin mobiltelefon foran øret, sagde
vi skal have fat i muldvarpemanden, så han kan komme og slå de muldvarpe ihjel
ham jeg elskede og jeg, vi udvekslede et lille smil midt i krisen
denne muldvarpedræber, hun havde ikke noget at gøre i vores landskab
dette grønne skrækkelige
jeg tænker på alt dette i svømmehallen, flere år efter
jeg ligger og kigger op i saunaens stjerner
Lea Marie Løppenthin, 26. marts 2015
thomasbopedersen 