TRAGEDIEN UDEN ENDE

Med beundringsværdig stædighed har Eva-Marie Møller i årevis kæmpet for at kaste lys over den endeløse tragedie i Burma, senest med bogen ’Oprør i Myanmar’.  Det er oplysende og bevægende journalistik af den aller bedste slags.  

”Soe Nay er utrættelig, han sender hver dag nye forfærdelige fotos. Denne gang sender han fotos af en mor, der er blevet dræbt af skud. Hun ligger livløs på gaden, mens hendes baby forsøger at kravle op på hendes lig.”

Sådan lyder et enkelt af de forfærdende vidnesbyrd med ubærlig foto-dokumentation, som dagligt tikker ind på DR-journalist Eva-Marie Møllers mobil. Efter det seneste militærkup, er det umuligt for hende at komme tilbage og rapportere direkte fra demonstrationerne overalt i landets større byer. I stedet har hun samlet en lille kreds af seks burmesiske venner, der rapporter direkte til hende. Nogle er professionelle reportere, andre er blevet ’borger-journalister’. 

Lad mig straks komme med en varedeklaration: Dette er ikke en objektiv anmeldelse. Eva-Marie og jeg har været kolleger og venner gennem snart 40 år, tror jeg. I mit hjem i Hanoi står en dedikeret udgave af hendes første lille mesterværk ’Kinas korte forår’ fra 1989, hvor hun rapporterede fra demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing sammen med fotografen Marianne Leth. Til deres store frustration blev de kaldt hjem et par dage før massakren, der bragte demonstrationerne til ophør, af en redaktionschef, der ikke troede at der var flere nyheder at hente på den sag. 

Men det forhindrede dem ikke at levere en af de bedste beretninger, der findes om det kinesiske studenteroprør.

Stædighedens drivkraft

Jeg tænker, at det er den samme stædige drivkraft, der ligger bag Eva-Maries nye bog. Hun kan ikke være der selv, men så låner hun andres øjne og ører og lader dem tale uden filter. De seks korrespondenter har fået bogens første 40 sider stillet til deres rådighed med deres abrupte, hjerteskærende snapshots fra et land, hvor gaderne endnu gang er blevet en ulige slagmark mellem de tungt bevæbnede enheder fra Burmas regeringshær, Tatmadaw og de ubevæbnede repræsentanter fra Burmas Generation Z, de unge som ikke vil finde sig i at se deres land og et spirende demokrati blive rullet tilbage til fortidens diktatur.  

I den internationale presse svirrer rygterne om, at de unge vil alliere sig med Burmas etniske minoriteter og gå til væbnet modstand.  Selvom det forekommer håbløst at sætte sig til modværge mod verdens næststørste hær, er der tilsyneladende noget om snakken:

”Den 9. maj sender Soe Nay en video, hvor unge fyre i en øde skov lærer at skyde efter fotos af Minh Aung Hliang (juntaens leder),” fortæller Eva-Marie Møller. 

Over de følgende 100 sider får læserne den helt store Tour de Horizon med Eva-Marie Møller og hendes burmesiske venner.  Læserne inviteres med til forårets demonstrationer i København, hvor jeg selvfølgelig mødte Eva-Marie og hendes båndoptager – igen var hun såmænd den eneste danske journalist blandt nogle hundrede burmesiske flygtninge foran Glyptoteket.  Det kan godt være, at Eva-Maries venner tager sig noget forhutlede ud, mens de skutter sig i deres godt brugte overfrakker, men øjnene brænder, mens de råber appellerne om støtte til deres fængslede nationale ikon Aung San Suu Kyi og hendes eksilerede skyggeregering, NUG. 

Og nu vi er ved Aung San Suu Kyi, så er det indlysende udfordring for Eva-Marie og os andre, hvordan vi skal forholde os til hendes bratte fald i verdens omdømme.  Det er så snublende nemt bare at tage afstand fra Suu Kyi, fordi hun ikke fik standset hærens brutale forfølgelser af Rohingya-muslimerne. Men denne bekvemmeligheds-fælde falder Eva-Marie ikke i. Hun slipper godt fra et ærligt forsøg på at nuancere sagen med respekt for den umulige situation, Suu Kyi tydeligvis er i.  

”I dag stiller mange spørgsmålet, om vi i Vesten har mistolket Aung San Suu Kyi. Men omvendt skal man huske, at hun ligesom mange andre asiatiske statsledere er en autoritær politiker. Det virker som om, vi i vores verden har villet have, at hun skulle være lige som os – en vestlig demokrat,” skriver Eva-Marie med reference til Suu Kyis buddhistiske værdisæt, som tydeligvis er stærkt præget af burmansk nationalisme. 

Eva-Marie Møller interviewer Aung San Suu Kyi i 1991.

Selvfølgelig får vi også den fortræffelige historie om Eva-Maries eget illegale interview med Aung San Suu Kyi i 1991, der nær var endt med en arrestation i lufthavnen. Eva-Marie havde gemt kassettebåndet i sine trusser og filmrullerne i sin BH. Heldigt nok undgik politiet de mere sensitive steder under kropsvisitationen inden udrejsen. Regningen kom snart efter, da Eva-Marie offentliggjorde interviewet. Juntaen sortlistede hende, og i de følgende 13 år kunne hun ikke rejse ind i Burma. Pudsigt nok, fik Eva-Marie mange år senere en officiel undskyldning af Burmas informationsminister.

Eksperternes bud

Bogens anden halvdel adskiller sig markant fra de første siders reportageagtige snapshots, der bliver fulgt op af en række selvstændige kapitler med refleksioner og analytiske interviews med Burma-eksperter, deriblandt Helene Maria Kyed og Danmarks ambassadør John Nielsen, der kommer med deres bud på de mere eller mindre dystre fremtidsscenarier, der tegner sig for Burma.  

Hertil kommer en kort og præcis gennemgang af, hvordan det internationale samfund, herunder Danmark har reageret på den seneste udvikling i konflikten.

Hermed bliver bogen også oplagt til brug i undervisningsmæssigt øjemed, i det omfang som man nu kan få gymnasier og højere læreanstalter til at interessere for Burma. Under alle omstændigheder bogen bruges til at få noget mere Burma ind under huden.

Og så til sidst: Jeg skriver konsekvent Burma, hver gang jeg skriver noget om dette forunderlige land, som jeg har gjort det i de sidste 40 år, senest med dette blogindlæg om Burmas tragedie. Betegnelsen ’Myanmar’ er generalernes opfindelse, ligesom de også har omdøbt den fine gamle hovedstad Rangoon til Yangon – og så i øvrigt flyttet hele regeringen op i landet til det besynderlige misfoster af en by med navnet Naypyidaw. Også den sag kan man læse om i Eva-Maries fine bog. 

Eva-Marie Møller: Oprør i Myanmar. 156 s. Forlaget Mondogrande. 

THE MURDER OF A NATION IN THE MAKING

The Cabinet meeting room, where Aung San and his ministers were gunned down 19 Juli 1947

Revisiting the killing of Burma’s Aung San and his dream

Rangoon, March 2019. It is with a chilling feeling that I try to take in all the details of the room in through the dirty glass doors. A rusty padlock prevents me from entering. Dozens of bullit holes can still be seen in the walls.  This is where the four assassins in green army uniforms struck 19 July 1947, at 10:37 a.m., armed with British stenguns.  Seconds later, Burma’s independence hero Aung San’s body was on the floor riddled with specially made dum-dum bullits, designed to ensure a kill.

Around Aung San were the bodies of six cabinet members of the Burmese government and the secretary.  A few meters outside the cabinet meeting room, lay the body of Aung San’s lone bodyguard, who had tried to stop the assassins.  Still today, he is honored with a photo copy of his photo and his name.

Aung San and his cabinet had met that fateful morning to discuss the multitude of challenges facing the new interim government of Burma, only a few months after the British colonial empire had started falling apart. The meeting took place at the enormous Secretariat, built to accommodate the British colonial administration in Burma’s capital Rangoon.   Considering the tensions in post colonial Burma, it is unbelievable that there was virtually no protective measures at the headquarters of the new Government, except for a single body guard.

Aung San’s body guard honored on the wall on the spot where he was found dead.

The three assassins made their way with no resistance except for the lone bodyguard.  “They just ran up the stairs and stormed into the cabinet room, a few minutes later they left the same way they came in. A jeep was waiting for them downstairs and they just drove away,” I am told by a renovation project manager, who has offered to show us around in the vast building complex.

After decades of neglect and closure to the public,  private investors have been allowed to restore the Secretariat.  From the outside it looks nearly complete, repainted in its original beauty of splendid yellow and red colors.  Workers in flip flops are sweating, while they install an enormous clock (made in Japan) where the original British time piece used to be on the top floor of the entrance building.

The Secretariat is being restored to former glory by private investors.

The interior tells a different story.  Hundreds and hundreds of bigger and smaller rooms and the connecting hallways look like they are beyond repair. Endless meters of decay.   There must be a two digit billion USD expense waiting for the investors there.  A single staircase is coming close to completion. It gives me some idea, how beautiful the end result will be, if the investment funds do not dry out.

It is unclear, exactly how the investors plan to ensure their profits.  Cafés, restaurants and shops are mentioned, but there are no real investment prospects, only rumors.

Then again, the Secretariat has been all about rumors, ever since the massacre in 1947.  The presumed assassins were arrested the same day in the villa of U Saw, Aung San’s fierce political rival. U Saw himself was arrested as well, while he was having a whisky in his splendid home at the Inya lake.  Less than a year later, U Saw and his alleged co-conspirators were tried and executed by hanging.

Aung San and U Saw (with sunglasses) celebrating Burma’s independence, a few months before the massacre.

It has been argued for decades that the massacre in fact was the murder of an entire nation in the making, and that British military intelligence master minded the killings to prevent Aung San and his allies from establishing a socialist Burma.

It is well documented that the assassins were using British weapons, reportedly stolen from a break-in into a British munitions depot.  However, it was soon disclosed that two British senior officers had been involved in large scale supplies of weapons to U Saw and his allies.  It is inconceivable that the officers acted on their own.  They both escaped from Burma along with a senior British diplomat,  who allegedly was involved on the ground as well.

The last photo of Aung San and his family. Aung San Suu Kyi is in front as a 2 year old. Her foster mother Ma Than E gave the photo to me, when I interviewed her in 1991.

If Burma indeed became a victim of a British destabilisation attempt, it was very succesful.  During the first few months of indepence, Aung San had managed to sign peace treaties with the most important ethnic minorities.  His death plunged Burma into a renewed bloody chaos, which has marred Burma ever since – and sadly enough also now destroying the international reputation of Aung San’s  daughter Aung San Suu Kyi, once a rock star Nobel laureate.

Now Suu Kyi has become a paria being shunned by her former international supporters, who sees her as a silent accomplice to the violent persecution of the muslim Rohingya’s in present day Burma – this tragedy is yet another legacy of the British empire.

The victims of the massacre in The Secretariat.