WILFRED GLUUD ER DØD

WILFRED ER IKKE MERE – min og mange andres ven gennem 40 år, Wilfred Gluud er ikke mere. Få har som ham holdt fast ved sin ungdoms idealer. Det har ikke mindst de fattigste i Vietnam nydt godt af med Wilfreds solide indsats gennem årene bl.a. som utrættelig deltager i indsamlingerne af hospitalsudstyr til Vietnam og uddannelsesprojekterne på provinshospitalet i Bao Loc. Dertil kommer Wilfreds slid år ud og år ind med ene mand at oprette og vedligeholde den globale database med dokumentation for de tragiske langtidsvirkninger af Agent Orange på mennesker og miljø i Vietnam.

Jeg har haft hyppige besøg af Wilfred i Hanoi gennem årene, indtil problemer med bentøjet kom i vejen for hans stædige insisteren på at tage de lokale busser, som ikke just er designet til passagerer af Wilfreds størrelse.

Det er ikke mere end 14 dage siden, at Wilfred og jeg chattede om den legendariske fotograf Thomas Billhardt, hvis Hanoi fotos fra krigsårene netop er blevet udgivet her. Wilfred måtte have et eksemplar til sit bibliotek, og samtidig ville han lige sikre sig, at jeg på den anden side af COVID også hjembragte ‘Hanoi-Opoly’ til ham – han havde hørt at den vietnamesiske chokolade-koncern Marou har produceret en lokal version af Matador-spillet, komplet med chokolade-præmier til vinderne.

Hans sidste ord i den chat var at han indtil videre måtte nøjes med sine yndlings maltbolsjer fra Nørregade. Så måtte jeg jo skaffe ham den ønskede dokumentation for at det var på plads. Desværre nåede Wilfred ikke den runde i Hanoi-Opoly.

Æret være Wilfreds minde.