LÆREMESTEREN ER GÅET BORT

– DET KRÆVER IKKE DET STORE TALENT AT OPSPORE ULOVLIGHEDER. DET GÆLDER OM AT AFSLØRE DE LOVLIGE URIMELIGHEDER.

Sådan lød en af de centrale journalistiske ambitioner, som jeg og andre unge journalister fik venligt, men bestemt terpet ind af vores læremester Jørgen Flindt Pedersen, som døde i dag 80 år gammel.

Det var en meget stor dag, da Jørgen ringede til mig i maj 1988: “Det er en bedrift, at du har skrevet en nuanceret bog om Egon Weidekamp. Vi har lige mistet Lasse Ellegaard. Kunne du ikke tænke dig at træde i hans sted?”

Jeg revnede af stolthed den dag og tilgav Jørgen det fuldt og helt, da jeg senere fandt ud, at vi var hele tre journalister, der blev hyret til i fællesskab at fylde Fyrtårnet Ellegaards journalistiske vandrestøvler ud.

Det blev nogle fantastiske år på Det Fri Aktuelt under Jørgens utrættelige journalistiske indpiskning. Han havde meget svært ved at holde sig til sin egen jobbeskrivelse som Chefredaktør.

Han ville være med selv på de dagsorden-sættende historier. Jeg husker en dag, hvor jorden for alvor var begyndt at brænde under fødderne på finansmanden Klaus Riskær Pedersen, som på et tidspunkt havde arbejdet som researcher for Jørgen i DR. Med Jørgens hjælp fik jeg en interview-aftale med den belejrede Riskær i hans herskabslejlighed dør om dør med Amalienborg. I sidste øjeblik stod Jørgen ved mit skrivebord med et: “Har du noget imod at jeg tager med?”

Min rolle blev i praksis at tage noter og skrive artikel-udkastet, og det blev selvfølgelig et af de bedste interviews jeg nogensinde har haft en aktie i. Et andet typisk Jørgen-øjeblik kom, da han modstræbende bevilgede mig en reportage-rejse for at besøge alle borgerkrigens parter i Cambodia. “Det er en rigtigt godt koncept du har lavet, jeg ville bare ønske det var mig selv, der skulle afsted,” sagde han – og mente det.

Mennesket Jørgen kom jeg for alvor til at mærke, da jeg knækkede sammen efter nogle barske oplevelser i journalistikkens tjeneste og blev sygemeldt. Et par dage senere lå der et håndskrevet brev postkassen. Jørgen fortalte, hvordan han selv var brudt sammen med et angstanfald på Storebæltsfærgen og var bogstaveligt talt blevet samlet op fra gulvet af folketingsmedlem Birte Weiss, som tilfældigvis var med samme færge. “Siden da har jeg altid gået rundt med stesolider i lommen, og det skal man ikke skamme sig over,” skrev han.

Et stærkt vemodigt minde er Jørgens tale ved redaktionschef Rolf Gecklers begravelse. Rolf var ikke fyldt 35, da han tabte kampen mod kræften. Jørgens farvel til Rolf var noget af det mest ubærligt smukke, jeg har hørt.

Vore veje skiltes, da Jørgen blev direktør på TV2, og jeg selv kort efter forlod journalistikken til fordel for Udenrigsministeriet. Der gik næsten 20 år, før vi blev genforenet i Hanoi, hvor han og Birgitte boede hos mig. Jørgen medbragte et eksemplar af sine erindringer ‘Hjerteblod’ med en dedikation, som gjorde mig lige så kisteglad som dengang med Ellegaard. Jeg sidder og bladrer i den nu, mens tårerne triller mere end en anelse.

Under Jørgens første besøg herude arrangerede vi en aften for herboende danskere, hvor Jørgen fortalte om sine oplevelser, da han dækkede Vietnam-krigen for TV-Avisen. Han tryllebandt en fyldt sal inde på Hilton-hotellet. Jeg havde også Jørgen og Birgitte med på min ‘Hanoi History Mystery Tour’, og han kvitterede året efter med en magisk rundvisning i sit elskede Kerteminde.

Det var også ved den lejlighed, at Jørgen kom med forslaget om, at vi sammen skulle lave den ultimative dokumentar om de infame langtids-følger af ‘Agent Orange’, som det amerikanske luftvåben sprøjtede ud over Vietnam. Jørgen havde allerede spottet hovedpersonen: 20-årige Hoan, der var født uden ben og med en arm. Hun havde skrevet til præsident Obama og bedt om hjælp på vegne af hundrede tusinder vietnamesiske ofre. Jørgen havde synopsen i hovedet, og få måneder senere var han og Birgitte tilbage i Hanoi.

Vi diskuterede projektet videre i detaljer, mens han lige lavede en dokumentar-udsendelse om en dansk, pensioneret lærer der knoklede som frivillig på et provinshospital i Bao Loc. På den sidste dag i Hanoi, gav han mig en liste at arbejde videre med. “Vi ses snart igen,” sagde han. Men det gjorde vi ikke. Nogle få måneder senere fik jeg den triste meddelelse om hans slagtilfælde. Endnu tristere er det at vide, at Jørgen nu er helt væk.

Æret være hans minde.

One thought on “LÆREMESTEREN ER GÅET BORT

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s