MED JENSEN GENNEM KRIGENS ANATOMI

“Jeg ved hvorfor de døde ligger her. De blev fanget i krydsilden mellem altfor mange dagsordener. Og en af dem blev skrevet af mig.”

Khaiber i Den Første Sten

3 nætter – så lang tid tog det at pløje mig igennem Carsten Jensens nye Afghanistan-roman ‘Den Første Sten’. 3 nætter fordi jeg var nødt til at lægge den fra mig med kvalme og sunde mig – komme lidt væk fra det Afghanistan, som millioner af sagesløse ikke har en chance for at slippe væk fra. Og så måtte jeg tilbage  for at få vished for, hvem der nu skal dø helt meningsløst, og hvem der lige så meningsløst får lov at overleve et kapitel eller to mere.

Det ligger lige for at placere Jensens Afghanistan-mursten af en bog på krigs-litteraturens fornemste hylde sammen med Hemmingway, Remarque og Bao Ninh. Bogen er på det nærmeste kemisk renset for Jensens velkendte pegefingre i de sidste 15 års offentlige debat om krigen i Afghanistan.

Godt nok har det altid været både tankevækkende og underholdende at opleve Jensen kølhale en dansk forsvarsminister i Debatten, men Den Første Sten er væsentlig på et helt andet niveau. Så anderledes i sin vinkel på det samme danske Afghanistan-syndrom, at det indimellem er næsten utroligt, at Debat-Jensen har kunnet skrive denne bog.

Jensens voldsomme engagement til trods, forekommer Den Første Sten nærmest lidenskabsløs – som om Jensen selv er en af de droner, der på det nærmeste røntgen-fotograferer alt hvad der rører sig i det afghanske landskab. Bogens vidt favnende person-galleri er på det nærmeste taget under mikroskop.

sten

Vi følger en deling danske soldater på deres surrealistiske rejse gennem et land og et folk, de ikke forstår noget af. Anført af Schrøder, som taler sproget og tydeligvis gemmer på mere – hvilket også åbenbares – efterhånden som Jensen tager os med videre på de støvede ørkenveje med de infame vejside-bomber – de fattiges våben, når man nu ikke råder over droner, kampfly og automat-våben, sådan som den kolossale og inkompetente internationale ødelæggelses-maskine gør.

Andreas, en af de danske soldater, filmer systematisk alt på sin vej. Måske i et forsøg på at lave den ultimative håndholdte krigsfilm:

“Hvis det var en stor fortælling om krigen, Andreas drømte om at skabe, så er det ikke lykkedes for ham. Her er ikke andet end stumper, halve kroppe, sønderskudte lemmer, ødelagte ansigter, rester af drømme og halvt udførte handlinger, en spejlsal af splintret glas, ikke noget monument, blot en dynge potteskår.”

Jensen selv derimod  formår igen og igen at skildre krigens grufuldhed på næsten virtuos vis, som da den dansk-afghanske efterretningsagent Khaiber finder en endnu levende amerikansk lejesoldat, der har fået sin hud metodisk skrællet af efter at være blevet taget til fange af afghanske krigere:

“Så ser jeg det. Øjenæblet, der bevæger sig i resterne af et ansigt. En hage, der hæver og sænker sig under de afskårne læbers  blodige sårrande, som om et skrig forsøger at nå frem. Men den smerte, der her søger et udtryk, kommer fra en brønd så dyb, at ingen lyd undslipper den martrede krop. Jeg genkender intet i det flåede ansigt. Men jeg hvem det er. Jeg ved også, at jeg må gøre en ende på hans lidelser. Men jeg kan ikke gøre det selv. Alt i mig skriger kujon. Men mine hænder forbliver lammede.”

Oprivende scener som denne lander som granat-nedslag overalt i den 612 sider lange vandring gennem Krigens Afghanistan med afstikkere hjem til et Danmark, hvor Afghanistan rykker lige ind i chauffør-sædet på noget så ordinært som en københavnsk taxa:

“Han der har siddet i Mi-24 angrebshelikoptere og set landsbyer gå op i flammer under sig  og flygtende kvinder og børn blive skudt ned. Han, der taler fem sprog flydende, pashto, dari, russisk, engelsk og så fucking dansk. Nu holder han for rødt på Vigerslev Allé.”

For god ordens skyld: Dette blog-indlæg er ikke nogen anmeldelse. Spontant skrevet på et hotel-værelse syd for Da Nang, der også engang har været en ødelagt kulisse i lige så meningsløs en krig. Skrevet fordi jeg synes, at alle jeg kender, skal læse Jensens bog.

Til dem, der måtte frygte slutningen, som jeg selv gjorde det, kan jeg sige:

Den er til at bære, men ikke mere end lige: Den første sten bliver også den sidste.

3 thoughts on “MED JENSEN GENNEM KRIGENS ANATOMI

  1. Jeg er glad for at bogen satte så mange tanker i gang – mærkeligt at læse dine kommentarer numens angrebet i Paris fylder nyhedsfladen. Lidelse så meningsløs, krigens spor som altid synes at multiplicere. Må vi dog alle blive klogere.
    Alle tanker til Paris lige nu. For fred i verden.
    Anna Pia

  2. Det lyder som Carsten Jensen med sin seneste bog igen vil sætte krigens gru og meningsløshed i centrum for folks bevidsthed – og at vi ikke bare skal lade os reducere til nogle brikker der rykkes rundt med af storpolitikere, med en stadig mere uklar hensigt, der måske dækker over vildrede. Og måske fører frem mod nye krige………….

    Vi lever i en tid hvor følgerne, af de seneste års krigsdeltagelse skaber overvældende flygtningeproblemer og generelt ser vi mennesker på flugt mod en bedre verden fordi mulighederne har åbnet sig – noget der sætter nye politiske og sociale dagsordener i de europæiske lande. Om end de ofte er indbyrdes modstridende, uduelige og utroværdige.

    Og så kommer terrorhandlingerne i Paris hvis hovedformål er at skabe frygt og forsøge at lukke ned for vores åbne samfund, og skræmme os fra at bekrige IS og kommende sharia – kalifater. Og lukke vores demokrati indefra.

    Alle bør bidrage med det de er bedst til for at finde modspil til den kollisionskurs som sorte kræfter har sat i forsøget på en opløsning og svækkelse af vores fredelige velfærdssamfund.
    Det kræver, at vi kommer helt ned på jorden og får menneskelig føling med det der betyder noget for den enkelte og for fællesskabet – så vi først og fremmest ved hvad vi præcist slås for. Det vil også gøre det mere klart hvad vi er imod – og også i vores egne samfund.

    Demokratiet skal ikke tages for givet – der skal kæmpes for det hver dag. Den politiske kultur må kunne sondere mellem hvornår det er vigtigt at befolkningen står sammen for at forsvare demokratiet – og hvornår forskellighederne fortsat skal drive udviklingen videre. I den aktuelle situation er det bare spørgsmålet om tid, og de passende miner og trøstende miner, førend en række populistiske politikere igen slås for deres egne fremmedfjendske dagsordner – og gerne bruge de nyeste terrorhandlinger til at slå plat på.

    Hvad angår krigen som middel, og krigens væsen, så er det rigtig godt at forfatteren Carsten Jensen stiller skarpt og får beskrevet den hulhed, vilkårlighed, kynisme og uansvarlighed der opleves ude på krigens slagmark i Afghanistan. At tænke sig, at det næststørste ministerium i USA, er det der tager sig af krigsveteraner siger lidt om krigens omkostninger langt tid efter deres afslutning. Nu er vi i Danmark, EU og USA på hælene overfor ekstremistiske kræfter der rykker tættere og tættere på – som guerillakrigere i vores storbyer. Noget af den værste krigstype der kan tænkes.

    Det er derfor på høje tid, at flere gør mere for forhindre at udfordringerne besvares med gårdsdagens midler – hvor opbyggelsen af et Fort Europa syntes at være det meste perspektiv- og visionsløse.

    Det er nu politikernes opgave i langt højere grad at involvere deres befolkninger på et højt oplyst grundlag. Dette er i bund og grund den største udfordring for demokratiet som fremtidens politiske styreform.

  3. Pingback: Med Jensen gennem krigens anatomi – @carstenjensendk

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s