DAGBOG FRA SAIGON 1975: “SUPERHØGEN LETTER – KNUGENDE SIN HÅNDTASKE OG STARS AND STRIPES”

I dag for 40 år siden sluttede Vietnam-krigen endelig, efter det meste af landet var lagt i ruiner og 3-4 millioner menneskeliv gået tabt. I dagene forinden svirrede rygterne om, at kommunisterne havde planer om at foretage et sidste skånselsløst blodbad under indtagelsen af Saigon. De sidste amerikanere og de fleste vestlige journalister flygtede over hals og hoved. Som eneste danske journalist blev Jens Nauntofte tilbage for at dække magtovertagelsen.  Min blog er i dag overladt til Jens i form af disse uddrag fra hans dagbog ‘Gul Stjerne over Vietnam’.

JensNauntofte1975OgBog

30. april 1975

Ved daggry vågner vi ved lyden af de sidste helikoptere, der løfter bagtroppen ud. Kl. 08:56 letter den sidste Sea Knight fra betonkolossen. Et par minutter forinden har den sidste amerikanske bulletin forladt Saigon. Sendt til The White House Situation Room, hvorfra (præsident) Ford og (udenrigsminister) Kissinger følger begivenhederne: LADY ACE 09 afgår med CODE TWO, et synonym for ambassadør Graham Martin. Knugende sin håndtaske og Stars and Stripes letter Superhøgen.

Graham Martin

Ambassadør Graham Martin under et sidste kaotisk møde med Saigon’s pressekorps. Billedet er taget af det amerikanske nyhedsbureau AP’s fotograf Ky Nhan, som 30. april troppede op på sin arbejdsplads med sine hidtil hemmeligholdte nordvietnamesiske forbundsfæller.

********

Det går stærkt nu. Befrielsesfronten er på vej ind i centrum, radiostationen er besat. Ved postkontoret i Le Loi gaden, hvor også telexcentralen ligger, er der stuvende fuldt af mennesker, som vil sende sidste telegrammer ud af landet. Langs Saigon Floden er der stærk forvirring, der er skydning på den anden side af floden, både læsset med mennesker stævner ned mod havet, en slæbebåd kommer tæt forbi os. På dækket sidder et halvt hundrede mennesker med kufferter og bylter. De håber vel på at nå så langt ud, at de bliver samlet op af de amerikanske evakueringsskibe.

*********

Foran Nationalbanken er der opløb. Skaren har samlet sig om to unge nordvietnamesiske soldater, der er blevet smidt af på hjørnet af den store bankbygning. De holder vagt. De bliver nidstirret. Grønne uniformer. Flade hjelme og sorte Ho Chi Minh-sandaler. De er ikke et år over tyve, de står og klamrer sig til de erobrede M-16 geværer, tydeligt generte over den intense opmærksomhed de vækker.

En tøvende konversation er så småt i gang. Den ene tager imod en cigaret og lyser op i et stort smil da den bliver tændt for ham. Så følger hans kammerat eksemplet.

*********

Imens strømmer soldaterne ind i byen. Vi ser dem nu overalt, mens vi kører mod paladset. Et sted går en nordvietnamesisk soldat med en lang række tilfangetagne Saigon-soldater. Fortovene er fyldt med henslængt militærudrustning. Stålhjelme, våben, støvler – og bukser. Man ser unge mænd på gaden kun iført sorte shorts. Kapitulationen taler sit eget kontante sprog.

******

Ved paladset kører tre T-54 tanks med et smæld gennem det elegante gitterværk og tværs over plænerne. I et hjørne af parken får en gruppe Saigon-soldater skrupler og åbner ild. Kanontårnene drejer 180 grader og i et par minutter er alt blåt og hvidt. De jublende mennesker smelter chokeret væk. Så er der stille igen, og folk kommer frem for at fraternisere med de unge soldater der hopper af vognene hele vejen end gennem alléen. Et par hensynsfulde soldater fejer senere de blodige rester af paladsvagten til side.

BuiTin

Præsident Minh forsøger her at overdrage magten til den nordvietnamesiske kommissær Tung, der senere bliver verdensberømt under sit rigtige navn Bui Tin for sit bidende svar: “Det kan De ikke, De kan ikke overdrage noget De ikke har.” Bui Tin lever i dag i eksil i Paris efter et voldsomt opgør med ledelsen i det vietnamesiske kommunistparti.

inde i Hallen venter præsident Minh. Ved hans side står premierminister Vu Van Mau, der har nået at fungere i sit nye embede i 36 timer.

– Velkommen, udbryder Mau med sit mest strålende smil. Også Min smiler, men lidt krampagtigt. Kommissær Tung fejer forbi dem ud på balkonen for at hejse fanen over paladset, så folk i Saigon kan se, at magtskiftet er fuldbyrdet.

Minh forklarer Tung, at han er rede til at overdrage magten. Tung afviser det. Han mener ikke, at Minh har nogen magt at overdrage.

*********

På AP’s kontor dukker fotografen Ky Nhan frem i døren. I tre år har han arbejdet for bureauet som dets fotograf, og bureauchefen George Esper finder, at han er en behagelig samarbejdspartner. Altid villig til at tage derhen, hvor der sker noget.  Pludselig får han øje på de fire nordvietnamesere, der står ved siden af Ky Nhan, to af dem er officerer. De første Esper har set. Måbende stirrer han fra den ene til den anden. Siger så ind i telefonen: Mit bureau er okkuperet af Viet Cong. Så lægger han rører på.

Med et stille smil siger Ky Nhan, at han i de tre år også har arbejdet for Befrielsesfronten.

*********

Hen mod aften slutter Vietnam-krigen. De sidste modstandslommer er nedkæmpet. Også faldskærmssoldaterne, der havde forskanset sig i et skibsværft er blevet tavse. En stribe mortér-granater har ramt plet.

Det har været en lang dag. Lige fra Graham Martin lettede med LADY ACE 09 i morgentimerne og efterlod flere hundrede grædende vietnamesere, som ikke fik et lift med ud til ‘den frie verden’. Lige fra det buldrende indtog af panserkorpset, slaget om paladset, og til nu, da Tran Van Bom og hans veninde sidder trætte på Underhusets trappe og undrer sig over, at fra i dag vil hele deres liv skifte karakter. De er kommet på junglen ind fra stenbroen.

Saigon siger i dag farvel til sig selv. Saigon, den gamle luder: beregnende, forlystelsessyg, grisk og kærlig. Altsammen er det forbi.

*******

Det Saigon Graham Greene så forelsket beskrev er også væk. Idag ligger Rue Catinat oversået med opadvendte stålhjelme og militærstøvler. Da klokken blev fem sad der ingen på Continentals terrasse og drak vermouth cassis eller pastis. Der var tomt. Men da mørket sænker sig, sidder de trætte partisaner der og sludrer.

JensNauntofte2014

Siden krigen er Jens vendte tilbage til Vietnam mange gange, hvor jeg har haft stor fornøjelse af hans selskab – senest i 2014, hvor jeg overtalte ham til at stille op foran sit gamle Hotel Continental. Det sort-hvide foto, han holder, er taget i 1975 og viser Jens stående på sin gamle altan på øverste værelse. Bagefter gik ved ned på en af Saigons legendariske, frankofile sidegade-restauranter. Det blev en lang aften med masser af røver-historier og kølig Beaujolais, serveret af rødmende servitricer, der for første gang oplevede Jens rulle charmen helt ud.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s