EFTER SEJREN

FYRRE ÅR EFTER VIETNAM-KRIGENS SLUTNING STÅR LANDET OVERFOR NYE ENORME UDFORDRINGER

40 år efter Saigon-regimets sammenbrud, markerer Hanoi fortsat sejren massivt med monumenter som denne skrotbunke af nedskudte amerikanske fly.

Den 30. April er det 40 år siden, at den første tank i rækken af nordvietnamesiske larvefødder tog fejl af bykortet over Saigon. Den sovjetisk byggede T54 tank fra den 203. brigade skrumlede videre i den gale retning på vejen mod den sydvietnamesiske præsident ’Big’ Minh’s palads.

Minh selv var blevet indsat en uge forinden, efter den egentlige præsident Nguyen Van Thieu var flygtet over hals og hoved til London – ifølge forlydender med 14 tons guld om bord i flyet.

Så i stedet blev det tank nr. 2, der som den første bragede gennem præsident-paladsets porte. Om bord var en nordvietnamesisk senior-journalist, oberst Bui Tin fra Hærens dagblad. Han blev som den højest rangerende officer skubbet frem i forreste række for at modtage præsidentens kapitulation.

”Jeg vil gerne overdrage Dem magten,” sagde præsidenten til Bui Tin, der bistert bed ham af: ”Det kan De ikke, De kan ikke overdrage noget, som De ikke har,” lød svaret.

Bui Tin selv var dybt bevæget bag den barske mine. Han var draget i krig som purung soldat og deltog i det sidste afgørende slag mod franskmændene i 1954 i Dien Bien Phu-dalen.  For ham var Saigon ikke faldet – den sydvietnamesiske hovedstad var befriet efter 25 år i krig for Bui  Tin’s vedkommende.

Det var med en klukkende latter, at Bui Tin fortalte os historien i Hanoi i 1985, mens han endnu var krigshelt og blandt den håndfuld fra Hanois inderkreds, der talte med vestlige journalister. Bui Tin havde også et par kornede fotos fra det berømte intermezzo i præsidentpaladset, og senere blev selve ordvekslingen da også bekræftet af den sydvietnamesiske præsidents tidligere adjudant, der også var til stede i præsidentens arbejdsværelse.

“De kan ikke overdrage noget, som De ikke længere har.” Sydvietnams sidste præsident Minh (tv) fik klar besked af Bui Tin i præsidentpaladset den 30. april 1975.

Vi mødte den tidligere adjudant  nogle uger senere i Saigon, hvor han på Folkekomiteens foranledning stillede op som et synligt bevis på, at man viste overbærenhed overfor det tidligere regimes topfolk. Han var sluppet med at tilbringe nogle år på den hårde skolebænk i en af genopdragelses-lejrene, hvor mange af Saigon-regimets embedsmænd var havnet, fordi de ikke havde nået at flygte, inden Hanoi tog magten i hele landet.

Fra helt til forræder

Bui Tins status som krigshelt ændrede sig brat til forræder, da han et par år senere kastede sig ud i et voldsomt opgør med kommunistpartiets ledelse i bogen ’Following Uncle Ho’. Hans påstand var, at partiledelsen under partisekretær Le Duan havde forrådt revolutionens udgangspunkt, ja Onkel Ho selv.

Siden da har Bui Tin levet i eksil i Paris. Når hans gamle fædreland har noget at fejre, er Bui Tin kendt for at dukke op i et af de store internationale vestlige medier med et svidende angreb på Hanoi’s nuværende magthavere. Skulle Bui Tin fare i blækhuset igen, vil det næppe skabe mange krusninger på vandet.

Kun meget få vietnamesere aner, hvem han er. I dag er det kun et mindretal af de 95 millioner vietnamesere, der er gamle nok til at huske det vi kalder Vietnam-krigen. Magthaverne i Hanoi synes at sidde sikrere i sadlen end nogensinde før.

De vietnamesiske eksil-organisationer er stort set ophørt med at eksistere, bortset fra nogle die-hard grupperinger i ’Little Saigon’ (Garden Grove) i det sydlige Californien og i Paris. Selv topfolkene fra det tidigere sydvietnamesiske regime rejser i vore dage uden problemer til Saigon for at fejre det traditionsrige vietnamesiske nytår med slægtninge.

Der er ikke megen klangbund tilbage for de eksilerede, antikommunistiske aktivister at hente i selve Vietnam, selvom forsøgene stadig bliver gjort, ofte gennem kontakt til frustrerede vietnamesiske bloggere her i Vietnam. De får sjældent skrevet mange linjer, før de bliver standset og stillet for en dommer.

I vore dage er der heller ingen hjælp at hente hos de vestlige regeringer, der tidligere støttede eksil-grupperingerne med både penge, logistik og endda våben, når der ellers var nogen, der var naive nok til at kaste sig ud i Rambo-aktioner ind over den vietnamesiske grænse.

Den røde linje viser, hvordan Kina definerer sine hav-rettigheder til stor utilfredshed ikke bare i Vietnam, men også hos Kinas øvrige små naboer i regionen.

USA er ikke længere blot Vietnams største eksportmarked, men også en uhyre vigtig strategisk allieret i Vietnams forsøg på at holde Den Store Nabo mod nord, Kina, stangen i de skærpede stridigheder om havrettighederne i ’Øst-havet’, som Vietnam kalder Det Sydkinesiske Hav.

I 2014 leverede USA endog inspektions-skibe til Vietnam som gavebistand – tankevækkende i betragtning af, at det faktisk var Hanois påståede angreb på amerikanske flådefartøjer i Tonkin-bugten, der blev brugt som forklaring på landsættelsen i 1965 af de første amerikanske tropper i Da Nang.

Amerikanske officerer bliver modtaget i Hanoi med fuldt honnør og under drabelige overskrifter i Vietnamesiske medier om en mulig krig med Kina.

Vietnam ifølge Hjortlund

Som min gode ven Preben Hjortlund altid siger med sit nordjyske lune, der stadig er intakt efter næsten 25 år i Vietnam: ”Da jeg kom hertil, kunne Vietnam ikke gøre noget rigtigt i Vestens øjne. Nu kan de ikke gøre noget forkert!”

En herværende vestlig ambassadør er dog ikke helt enig i den betragtning.

“Der foregår skam stadig en kritisk dialog med vietnameserne om bl.a. menneskerettigheds-situationen i Vietnam,”siger han.

Vietnam er forlængst sluppet ud af rollen som paria-stat og betragtes nu som en på alle måder agtværdig partner i det internationale samfund, og ikke mindst som et godt investeringsland og et løfterigt marked for alverdens virksomheder.

Så det vietnamesiske regime – og de 95 millioner vietnamesere – har faktisk en hel del at fejre her i 40-året for Vietnam-krigens slutning. Først og fremmest en gevaldig social og økonomisk fremgang, der har løftet millioner af mennesker ud af den dybeste fattigdom.

Intet andet udviklingsland har som Vietnam formået at reduceret antallet af absolut fattige i FNs definition fra 80% til under 10% – først og fremmest ved egen kraft. Vietnams evne til at til at tiltrække udenlandske investeringer synes umiddelbart ganske imponerende i lyset af den benhårde konkurrence om at tiltrække investorer i det asiatiske vækst-drøn.

De hastigt stigende lønomkostninger – også i Vietnam – skræmmer ikke investorerne helt væk, fordi Vietnam i dag også kan konkurrere på andre investerings-parametre som kvalitet og effektivitet. Mens Japan i dag er den største investor, er USA  i dag Vietnams største eksprtmarked med det samlede EU som en tæt nr. 2.

Dan-Viet 1-færgen, en af de 16 færger som Danida har finansieret i Mekong-deltaet. Nu afvikler Danmark og mange andre donorer sine bistandsprogrammer, fordi Vietnam med sine økonomiske vækstrater ikke længere har brug for udviklingsbistand.

Trade not aid

Efter 15 år med massiv udviklingsbistand, er de udenlandske donorer i fuld gang med at afvikle deres programmer – fordi Vietnam kan selv på næsten alle områder. ”Trade – not aid” er ikke en kliché i Vietnam – det er selve dagsordenen. Det afspejler sig også i det dansk-vietnamesiske forhold, hvor hvor to årtiers Danida-strategier er lagt endeligt på hylden til fordel for en ny sammenhængende dansk linje, der giver første-prioritet til kommercielt og kulturelt samarbejde.

Tidligere tiders omfattende danske  bistandsprogrammer til en halv milliard kroner om året, er nu reduceret til klima-området. Der er tale om en næsten utrolig udvikling – i hvert fald for os, der oplevede Vietnam i de første årtier efter krigen, hvor det så ud som Hanoi var i fuld gang med at tabe freden.

Ba Dinh pladsen i det centrale Hanoi. Ho Chi Minh ligger fortsat i mausolæet i baggrunden – betalt og designet af Sovjet i de år, hvor Vietnam var tæt allieret med Sovjet og næsten totalt isoleret fra den vestlige verden.

”Amerikanere uden dollars”

En flyvetur fra Hanoi til Moskva i 1985 står stadig som et lyslevende symbol for mig. Jeg var gået om bord i en nedslidt Aeroflot-maskine, som hostede sig op over den Røde Flods delta sammen nogle hundrede radmagre vietnamesiske gæstearbejdere i plasticsandaler på vej mod Sovjetblokkens stålværker og kulminer som billig arbejdskraft.

Her og der i maskinen klemte nogle store russiske brød sig ned i sæderne på vej hjem til en hårdt tiltrængt orlov fra sliddet som sjakbejser på den gigantiske Thang Long bro og Hoa Binh kraftværket – to monumentale demonstrationsprojekter, der skulle vise broder-solidariteten i den socialistiske lejr.

Det var tydeligt for enhver, at der ikke var mange venlige følelser mellem broderfolkene – heller ikke på dette meget personlige plan i et lille, overfyldt fly. I virkelighedens verden var frustrationerne mange og gensidige. Dengang i 10-året for krigens afslutning var udviklingsprocessen aldrig rigtigt kommet i gang.

Ris – både før og nu rygraden i Vietnam’s økonomi.

De østeuropæiske venner var som andre før dem forbandede over vietnamesernes evindelige insisteren på selv at træffe de afgørende beslutninger uden indblanding. Vietnameserne på deres side var også skuffede. Godt nok fik titusinder af vietnamesere sig nogle på den tid brugbare uddannelser på tekniske skoler og universiteter i Moskva, Østberlin, Prag og Budapest.

Men vietnameserne så også østblokken tage sig godt betalt for den broderlige bistand ikke bare med billig arbejdskraft, men også med råvarer, ris og alt, hvad det forarmede Vietnam ellers kunne byde til gengæld. Da russerne så samtidig krævede flåde-rettigheder på den gamle amerikanske base i Cam Ranh Bay, ramte det Vietnam der, hvor det gjorde mest ondt.

Frustrationerne blev krystalliseret i et sviende øgenavn til de sovjetiske venner: ”Nguoi my khong co do la” – ”Amerikanere uden dollars”. ”Hvordan skal de nogensinde få et land ud af det her,” tænkte jeg i flyvemaskinen, mens vi krydsede henover Laos, endnu et sønderbombet land i regionen efter USA’s meningsløse krig. Oven på den militære fiasko havde USA stor succes med at videreføre krigen med diplomatiske og økonomiske midler.

Vietnam betalte en høj pris for den militære tilstedeværelse i Cambodia – straffen for opgøret med Pol Pot’s Khmer Rouge var en total vestlig blokade, som ramte hårdt, meget hårdt. Nogle kamin-passiarer i ugerne forinden med Vietnams legendariske premierminister Pham Van Dong og udenrigsminister Nguyen Co Thach havde kun bidraget lidt til min forståelse med deres umådeligt venlige overbærenhed overfor en vestlig journalist, der stillede alle de forkerte spørgsmål. Jeg på min side fandt det ufatteligt, at de vietnamesiske militære sejrherrer havde så lidt begreb om at bygge et samfund i fred op.

Den legendariske vietnamesiske udenrigsminister Nguyen Co Thach i 1984: “USA viderefører krigen mod os med politiske og økonomiske midler efter at have tabt på slagmarken. Og Kina viser igen sit sande ansigt.”

Det er egentlig også tankevækkende, at det i dag er udenrigsminister Co Thach’s egen søn Pham Binh Minh, der sidder i faderens stol og repræsenterer Vietnams pragmatiske diplomatiske balanceakt i den nye verdensorden.

Så sent som den 18. april deltog han som vicepremierminister i det amerikanske handelskammer’s AMCHAM gala-middag i anledning af 20-året for etableringen af diplomatiske forbindelser mellem Washington og Hanoi. Minh afleverede en særdeles imødekommende tale, hvor han fremhævede den vitale økonomiske og strategiske betydning, som USA i dag har for Vietnam.

Den amerikanske ambassadør Ted Osius kvitterede med en tale helt uden hentydninger til amerikanske forbehold i samarbejdet med den tidligere fjende. I stedet udtrykte han helt konkrete forventninger om øget samhandel og flere amerikanske investeringer i Vietnam.  Der faldt også nogle klokke-klare ord om den strategiske betydning, USA tillægger Vietnam i lyset af Kina’s stadigt mere offensive regionale politik.

Miraklet i Vietnam

Efter dette lange historiske svinkeærinde stiller vi straks om til det nye buldrende Vietnam, der med fuld ret har slået omverdenen med beundring. Siden Vietnam med afsæt i Doi Moi-processen sadlede om og gradvist slap de dengang 75 millioner vietnamesere løs i en slags markeds-økonomi, er landet som forvandlet. Vækstrater på 6-7% år ud og år ind, kun overgået af den store nabo mod Nord.

Millioner af nye arbejdspladser er skabt i den private sektor, og de udenlandske investorer er rykket ind i stort tal. Ved årtusindskiftet var de udenlandske investeringer på under 2 mia. USD. I 2009 satte de en foreløbig rekord med 66.7 mia. USD i investerings-tilsagn.

I de senere år er det også væltet hertil med magtens mænd og kvinder, der alle er kommet for at se det vietnamesiske mirakel: Statschefer fra alle lande af betydning, topchefer fra verdens største koncerner, Hollywood stjerner, rock’n roll-ikoner, sportsstjerner – listen er meget lang.

Bill Gates er blot én af Vietnams mange prominente gæster i disse år.

Pressefrihed med lynlås

Selv ærkekonservative tænketanke som amerikanske Heritage Foundation giver Vietnam meget høje karakterer for ’business freedom’ – nu på højde med verdensgennemsnittet og langt foran Kina. Selv om Vietnam fortsat er en klassisk kommunistisk etparti-stat, er det ubestrideligt, at parlamentet har fået en reel rolle i den politiske proces. Ministre – inklusive premierminister Nguyen Tan  Dung – bliver jævnligt grillet af de ’folkevalgte’. Den vietnamesiske presse sætter i stigende grad fokus på korruption og magtmisbrug.

Vietnamesiske journalister siger nu med et grin: ”Tidligere var vores læber syet sammen med ståltråd – nu har vi fået en lynlås i stedet, så systemet kan lukke for os igen, hvis vi går for vidt.” Så ja – meget er forandret og det meste til det meget bedre i de over 30 år, som jeg har kendt Vietnam.

Også jeg bøjer mig i respekt for dette hårdt prøvede land, og ikke mindst for vietnameserne selv for deres kraftpræstation. De har om nogen fortjent den fremtid, som mange generationer af deres forfædre kæmpede og døde for uden at efterlade andet end nye uafhængigheds-krige til deres børn og børnebørn.

Det store MEN

Og nu kommer så det meget store MEN – som er sagt ud fra en helt grundlæggende sympati med vietnameserne. I hele Vietnams udviklingsproces gennem de sidste årtier har svagheds-tegnene været tydelige. Og der er også blevet talt om det i årevis: Den manglende konsistens i den social-økonomisk livsvigtige reformproces, den udsigtsløse klamren sig til de store tabsgivende statsejede virksomheder, manglende udvikling af nøgle-sektorer som uddannelse og sundhed, den systemiske korruption, de tikkende miljø-bomber under både vand, land og by – senest er Hanoi kommet på den tvivlsomme liste over Verdens 10 mest luftforurenede byer.

Hanois største sø Ho Tay (Vestsøen) er stærkt forurenet – en del af prisen for Vietnams voldsomme økonomiske vækst.

Det bliver heller ikke bedre af, at den vietnamesiske økonomiske elite slår sig løs på et surrealistisk højt og meget synligt niveau: En søndag formiddag overhørte jeg i Hanoi Club en slående udveksling af indkøbs-tips, hvor to vietnamesiske kvinder diskuterede shopping-mulighederne.

Den ene fremviste en rødt indfarvet krokodilleskinds-taske, køb på udsalg for DKK 100.000 (ja hundrede tusind) hos Serrangano i Ly Thai To-gaden, den anden havde udskiftet sit out-datede Rolex ur med en ny model til dobbelte. Imens hundsede de utålmodigt med den svedende servitrice, der formentlig tjener omkring DKK 400 om måneden.

Hanois mest udsøgte restaurant Beau Lieu på det gamle koloni-hotel Metropole har vine på kortet til DKK 35.000 (Ja fem-og-tredive-tusind) flasken. Diamant-besatte Vertu-mobiltelefoner bliver solgt i Hotel Melias butiksarkade for over en halv million kroner stykket. De vietnamesiske dollar-millionærer kæmper en forgæves kamp for at få udgifterne til at slå til.

Rolls Royce har åbnet salgskontor i Hanoi og har over 100 kunder på venteliste. Danske Bang & Olufsen er også repræsenteret i butikken med det nye Beovision Avant TV, der her kan købes for DKK 300.000 for 85″ versionen.

Senest har Rolls Royce åbnet en salgsafdeling i Hanoi. Her troner en forgyldt en af slagsen sig lige indenfor vinduerne. Den er ikke til salg, men importeret til formanden selv. Hvis man kan nøjes med en sort RR i den ’lille’ Ghost-version i stedet, skal man væbne sig med tålmodighed. I skrivende stund er der over 100 på venteliste til biler, der koster fra fem millioner kroner og opefter.

Til dem som måtte ane smålig misundelse i denne beretning bør det tilføjes, at excesserne og den manglende styring af samfundsøkonomien samlet har udløst et uhyggeligt dræn i Vietnams valutareserver og i perioder store underskud på handelsbalancen.

Vinashin skandalen

Rolls Royce’rne, urene og vinene er trods alt for småpenge at regne, hvis man ser på, hvordan de store statsvirksomheder lænser landet for ressourcer. Skandalen omkring skibsværfts-koncernen VINASHIN er det mest groteske eksempel. Ledelsen har på ganske få år skabt en kortfristet gæld på næsten 30 mia. DKK, og efter flere års undersøgelser er det fortsat ganske uklart, hvor pengene er blevet af.

Koncernledelsen er fornylig blevet stillet til ansvar med fængselsdomme på 20 år til VINASHIN-formand Pham Thanh Binh og knap så hårde straffe til hans kumpaner. Men det er en ringe trøst for landet, hvis kreditværdighed er blevet nedgraderet som en direkte følge af VINASHIN-kollapset. Og VINASHIN er blot ét eksempel. Rækken af skandaleramte statsvirksomheder vokser støt.

VINASHIN formand Pham Thanh Binh i sine velmagtsdage, mens han viser en dansk marine-delegation rundt på Bach Dang skibsværftet i Hai Phong. Han afsoner nu en dom på 20 års fængsel for ‘økonomiske forbrydelser’, som det hed i dommen.

Det vejer selvsagt tungt den anden vej, at myndighederne med nogen forsinkelse nu er begyndt at skride dramatisk ind. Vinashin-opgøret har fået sin parallel indenfor vietnamesisk skibsfart – Vinalines – hvor formanden er blevet dømt til døden for omfattende korruption.

Hans bror står til livstid efter at have forsøgt at smugle ham til USA. Stifteren af en af Vietnams største banker, Asia Commercial Bank, Nguyen Duc Kien har fået 30 års fængsel for mandatsvig. Den ordførende direktør for Ocean Bank, Ha Van Tham og en stribe andre ledende bankfolk  er varetægtsfængslet, mens omfattende anklageskrifter er under udarbejdelse. Den tidligere chef-inspektør for det statslige anti-korruptions-kontor, Tran Van Truyen, er blevet klædt af i fuld offentlighed og tvunget til at tilbagelevere en håndfuld offentlige ejendomme, som han og familien havde ranet til sig.

Ocean Bank’s CEO er bare en enkelt af de ledende bank-direktører, der pt er varetægtsfængslet for mandatsvig.

Formanden for det nationale energiselskab EVN, Dao Van Hung, er blevet fyret på gråt papir – efter EVN under hans ledelse har formøblet USD 2 mia. i såkaldte non core investments – i.e. ejendomsspekulation. Og sådan kan man blive ved. Vietnamesisk presse bidrager næsten dagligt med nye eksempler, ikke mindst online-udgaverne af de Ho Chi Minh City-baserede aviser Than Nhien og Tuoi Tre fører an med nye afsløringer. Også Planlægnings- og Investeringsministeriet (MPI) går til makronerne via sit officielle talerør Vietnam Investment Review.

Det nye Vincom Center i Saigon dominerer total bybilledet. Et af de mange mega-projekter i det moderne Vietnam. I forgrunden ses det gamle rådhus, som stammer tilbage fra kolonitiden.

Meget tyder på, at der omsider er sat en egentlig kampagne i gang for at dæmme op for det hæmningsløse spild af knappe ressourcer og den systemiske korruption, der ofte er forbundet hermed. Det er på høje tid. I de senere år er det blevet smerteligt tydeligt, at det store flertal af landets befolkning efterhånden betaler en meget høj pris for magthavernes synder – så høj at partisekretær Nguyễn Phú Trọng offentligt har advaret imod, at korruptionen er en tikkende bombe under partiets troværdighed.

Norge trak stikket

Det dystre billede gør også indtryk på de udenlandske investorer, som Vietnam har så hårdt brug for. Det er godt nok kun hver femte vietnameser, der er ansat i en udenlandsk ejet virksomhed, men de udenlandske virksomheder tegner sig faktisk for 60% af landets eksport, så Vietnam har kun dårligt råd til at skuffe udenlandske investorer.

Blandt dem der har trukket stikket, er det norske statsejede energiselskab SN power, som i december 2014 lukkede sit Vietnam-kontor i frustration over investerings-vilkårene efter mere end tre års resultatløse forhandlinger om norske milliardinvesteringer i vandkraft.

Danske op- og nedture

Også danske virksomheder har brogede erfaringer.  Generelt har der været betydelig succes med sourcing af produktion i bred forstand til Vietnam.

Det gælder f.eks. møbelvirksomhederne Scancom og Tropic Dane, smykkevirksomheden Jule Sandlau og arbejdstøjs-producenten Mascot, som jeg selv arbejder for. Kombinationen af dygtig vietnamesisk arbejdskraft, moderne maskinpark og ledelses-systemer kan give rigtigt gode resultater, men det er ikke nogen given ting. Aalborg Industries valgte således at lukke og slukke for deres kedelfabrik i Hai Phong, nogle få år efter at deres nye fabrik var taget i brug.

Den danske regering har lavet denne vækstmarkedsstrategi for Vietnam for at understøtte bl.a. det kommercielle samarbejde. Adskillige danske virksomheder har oplevet store vanskeligheder med Vietnam som et marked, hvorimod det er gået væsentligt bedre for de virksomheder, der har satset på at producere i Vietnam.

Danske virksomheder, som satser på det vietnamesiske marked, har også meget blandede erfaringer. F.L. Smidth havde i mere end tre årtier betydelig succes med at sælge store produktions-anlæg i skarp konkurrence med tyske og kinesiske leverandører.

Men nu er markedet for nye anlæg mættet, og det er langt vanskeligere at gøre en god forretning på grundlag af serviceaftaler og dyre miljøfilltre, uanset at der er hårdt brug for dem. ARLA har drejet nøglen om i Vietnam med store frustrationer efter et kostbart forsøg på at trænge ind på det vietnamesiske marked.

Entreprenørvirksomhederne Per Aarsleff og MT Højgaard trak sig efter nogle kostbare satsninger indenfor vandforsyning, kloakering, rensningsanlæg og brobyggeri. Ingeniørfirmaet Grontmij-Carl Bro gav op efter mere end 10 års forsøg på at skabe forretning for konsulent-ydelser. Selv Danmarks største koncerner som Carlsberg og A.P. Møller gruppen har haft store vanskeligheder i Vietnam.

I Carlsberg har skiftende koncern-direktører underskrevet hensigtserklæringer over næsten 20 år med vietnamesiske bryggerier om at bane vej for større investeringer og dermed indflydelse til Carlsberg.  Men processen kommer ikke rigtigt ud af stedet, fordi vietnameserne måske nok er stærkt interesserede i Carlsbergs moderne teknologi, men ikke vil aflevere bestemmende indflydelse til en udenlandsk investor.

Carlsberg har haft langt større succes med den model i nabolandene Laos og Cambodia. Der sælges ikke meget Carlsberg øl, men opkøbet af de lokale øl-mærker og distributions-aftaler med bl.a. Pepsi er blevet en guldgrube af de helt store for den danske bryggeri-koncern.

APM terminals har haft en smertefuld oplevelse til mange hundrede millioner kroner med koncernens havne-terminal i Cai Mep, primært fordi partneren Vinalines ikke har overholdt aftalerne om at levere meget væsentlige dele  af forretningsgrundlaget, herunder at få lukket de gamle utidssvarende terminaler, som Cai Mep efter planen skulle have afløst med moderne kraner og en langt bedre placering ved Saigon-flodens udmunding.

Den nye terminal vil formentlig blive en fantastisk forretning – men først den dag hvor godsmængderne er tilstrækkeligt store. Andre danske virksomheder ser mere positivt på tingene. NOVO er blandt de  nyere investorer, der satser meget på Vietnam. Novo ser også de skarpe vietnamesiske medarbejdere som en meget væsentlig, ny rekrutteringsbase.

På uddannelsesområdet har en stribe danske uddannelses-institutioner fået blod på tanden, efter Niels Brock med en vis mængde dødsforagt har været pionerer i et samarbejde med Vietnams Foreign Trade University. Danske/europæiske virksomheder skeler nok også til den succes, som store asiatiske investorer har haft i Vietnam.

Samsung stormer frem

Det hører selvfølgelig også med i billedet, at andre investorer er mere end tilfredse.Koreanske Samsung tegner sig nu for mere end 11% af Vietnams samlede eksport fra koncernens fabriks-kompleks i Bac Ninh, tæt ved Hanoi. Det går så godt, at Samsung har endnu to fabrikker på vej – en under opførelse i Thai Nguyen provinsen og en på tegnebrættet tæt ved Ho Chi Minh Byen. Projekter til 15 milliarder kroner – stykket.

Japanerne er også i gang med en ny bølge af investeringer i både nord og syd. Japan er derfor også blevet langt den største investor i Vietnam – og iøvrigt også den største yder af bilateral udviklingsbistand. Den franske direktør for det regionale Airbus selskab fortæller med stolthed, at Vietnam Airlines som de første i verden har skrevet kontrakt om leverancer af selskabets nye generation af mere energivenlige fly.

Dette understøtter Vietnams erklærede drøm at blive Asiens næste hightech-nation ved at tiltrække de store udenlandske koncerner, som har de ressourcer, Vietnam ikke selv har. Men den vej bliver lang. Mere end to tredjedele af de udenlandske investeringer i Vietnam er fortsat i de lowtech brancher, der som de første rykkede ind, fordi Vietnam havde én ting at byde på: Billig arbejdskraft.

Coca-Cola har satset massivt på Vietnam med både produktion og storstilet afsætning. Efter en årrække med store underskud har Coca Cola nu fået en skattesag på halsen i Vietnam, fordi koncernen er mistænkt for at fuske med de interne afregningspriser i koncernen. De vietnamesiske skattemyndigheder har valgt at procedere sagen i medierne uden at fremlægge nogen dokumentation for mistanken.

For at fortsætte sin udviklingsproces har Vietnam et næsten desperat behov for at modernisere alle sine sektorer, og det vil kræve mega investeringer, hvis Vietnam skal blive i stand til at erobre en mere rimelig andel af værdi-kæden i moderne produktion.

Dertil skal der på det politiske niveau skabes nogle ordentlige rammebetingelser for at styre denne udvikling. Det sidste bliver i sig selv en kæmpe opgave for regering og myndigheder. Det er ikke bare et spørgsmål om at få lavet disse lovkomplekser, de lokale myndigheder får ofte og med rette meget lave karakterer for at implementere de allerede vedtagne reformer.

Investorerne står ikke længere i helt så lang en kø for at opfylde Vietnams drøm. Kampen for at fastholde og tiltrække nye investorer bliver hårdere og hårdere, og de mere udviklede økonomier i Asien kaster alle deres ressourcer ind i kampen.  Uanset at Vietnam ikke bærer hele skylden selv for at sakke bag ud på det felt,  så skal landet slås endog meget hårdt i de kommende år  i skarp konkurrence med Asiens mere udviklede økonomier for at tiltrække investeringer. Alene i verden

På en måde kan man sige, at Vietnam i dag står næsten lige så alene med gigant-udfordringerne, som de gjorde i 1975 – denne gang ikke på grund af politisk isolation eller manglende erfaringer med at opbygge et samfund i fred eller krigens enorme ødelæggelser. Ensomheden skyldes nu, at der under de nuværende globale forhold næppe bliver tale om håndsrækninger af større omfang.

Ganske vist vil der stadig være en 8-10 mia. USD om året fra Verdensbanken, ADB og de bilaterale donorer. Det vil utvivlsomt også være en kæmpe vitamin-indsprøjtning til Vietnams økonomi, når Frihandelsaftalen med EU falder på plads, forventeligt allerede i år. Vietnam står også til at få stor nytte af den kommende Transpacific Partnership aftale (TPP) sammen med USA, Japan og de andre store vækst-økonomier i Asien.

Men i alt væsentligt bliver det vietnameserne selv, der skal løse opgaven – sådan som Ho Chi Minh skal have sagt dengang, nogle ledende partikammerater forsøgte at overtale ham til at sige ja tak til massiv kinesisk bistand for at smide fransk kolonialisme på porten. Og for at gøre det endnu mere dystert her til sidst: En afgørende forskel på dengang-og-nu er så også, at Vietnam i dag er fuldt eksponeret til verdensøkonomien og alle dens brutale elementer via sin internationale integration. Derfor kan Vietnam meget vel komme til at opleve et stigende antal udefra kommende økonomiske problemer skylle ind over landet.

Premierminster Nguyen Tan Dung ses ofte i selskab med verdens mægtigste mænd. Han er favorit til at overtage posten som partisekretær i 2016. Dung’s datter er iøvrigt gift med en vietnamesisk-amerikansk venture-kapitalist.

Så der er ingen vej uden om for det Vietnam, som i de kommende uger skal have lov at fejre 40-året for Sejren. I begyndelsen af 2016 skal partikongressen vælge ny ledelse. I skrivende stund skal et tyst opgør om magten i fremtidens Vietnam være i fuld gang.

 

“Vilje til at kæmpe – vilje til at vinde,” hedder det på denne plakat fra Nha Trang i det centrale Vietnam. Plakater som denne præger gadebilledet i alle vietnamesiske byer, også i vore dage.